Af Niels Lind Larsen
- Når jeg tænker på min kone, tænker jeg altid på hendes hoved. Hvordan jeg åbner hendes hjerneskal og dykker ned i hendes tanker. Sådan - i let sammentrukket form - lyder de første ord af Gillian Flynns bestseller 'Kvinden der forsvandt'. Og sådan gør David 'Seven' Finchers filmatisering af samme: Tager det smukkeste parforhold, skalperer det klinisk og åbenbarer en ormegrav af angst, svig og en duft af blod.
'Kvinden der forsvandt' er en thriller, og en god en af slagsen, men det geniale ved den er, at det er en thriller gemt i en thriller. På overfladen en krimihistorie om en forsvundet kvinde, og i hjertet en isnende og ætsende afdækning af magten, misbruget og kynismen i ægteskabets hellige favn.
Nick (Ben Affleck) og Amy (Rosamund Pike) er det fuldendte par. De er unge, smukke, succesrige og gør hinanden til bedre mennesker. Men så rammer krisen på flere fronter. Begge bliver fyret fra deres skribentjob, de flytter fra New York til forstadsdvale i Missouri og hader snart hinanden for den, de selv er blevet.
Da Amy forsvinder på deres fem års bryllupsdag, reagerer Nick med lige dele angst og lettelse. Han melder det til politiet som en kidnapning, men smiler sit scoresmil for de rullende kameraer ved pressekonferencen og skjuler mere, end han fortæller.
Snart lugter alt af et dårligt skjult hustrumord, og så bliver vi selvfølgelige mistænksomme. Men Fincher gør en dyd ud af at lade os gætte i blinde og kigge efter de helt forkerte spor, mens han driver os drevent rundt i manegen i en vidtfavnende og minutiøst konstrueret film.
Med en spillelængde på 149 minutter har han masser af tid til at pusle i miljøet omkring historien med plads til gode biroller. Og med en svirpende skarp og sarkastisk underholdende udstilling af mediernes hysteri og lynjustits, der følger i kølvandet på den celebre forsvindingshistorie. 'Kvinden der forsvandt' er hele vejen infamt underholdende uden at slække på sin spænding.
Men nok så interessant er det, at tiden ikke bliver brugt på at bringe os tættere på Nick og Amy. Der er ikke én oprigtig scene fra deres ægteskab, og det er der en pointe i, for filmen er som romanen fortalt af de to på skift, Nick i nutiden og Amy i flashbacksene, og begge er de fulde af løgn. Jo mere, vi får at vide, jo mindre kan vi være sikre på.
Affleck er godt castet og bruger sit præmieydre som et perfekt dække for Nicks valne karakter, mens Pike er dynamit som Amy. En Barbiedukke med barberbladstænder, som man nødigt ville møde ved alteret.
Det er et råt selskab, men det er saftsusme også et godt selskab. En film, som man forlader med en rundtosset hjerne, et forløsende smil og en personlig note om at huske at købe blomster med hjem.
nll@bt.dk, 'Kvinden der forsvandt', USA, 2014, fem ud af seks stjerner
