Skal indvandrerbørn klare sig bedre i skolen, må de bare arbejde noget hårdere, lyder budskabet i tankevækkende ny dokumentarserie

Indvandrere klarer sig markant dårligere end danskerne i folkeskolen. Det kan der være mange grunde til, men kuren er ifølge kinesiske Xinxin soleklar: De skal bare arbejde noget hårdere.

Xinxin har sat sig for at ruske op i den slappe danske lektiemoral. Sidste år mødte tv- seerne hende i serien 'Tigermor og lektiekuren', og nu er det så indvandrenes tur til at få en omgang kineserdisciplin.

På befriende - og provokerende - vis tager den kinesiske coach bladet fra munden og gør op med rundkredspædagogik og lighedstanke. Lille Mohammed skal ikke arbejde lige så hårdt som lille Peter i skolen. Han er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt for at få samme muligheder efter eksamenen. Det er kolde kendsgerninger, og i stedet for at klynke er det bare om at komme i gang.

Over fire programmer følger Xinxin i en måned tre indvandrerfamilier, hvor børnene er sakket langt bagud. Opgaven er enkel: De skal læse to timers ekstra lektier hver dag, mandag til søndag, og udfordringen er især forældrenes, der forpligter sig til at motivere og bakke op om læsning og regning.

At det hjælper, er der ingen tvivl om. Om det er svaret på uligheden i folkeskolen, er en helt anden sag. Men det er den debat, serien gerne vil fremprovokere. I stedet for at diskutere skolereform og slå ud med armene bør forældre gribe i egen barm. Eller måske snarere eget barn, som de sagtens kan motivere bedre og kræve mere af, mener Xinxin.

Projektet skal blive spændende at følge, men mest interessant er det, om 'Xinxin og de fortabte indvandrere' får skabt en debat og pirket til en holdningsændring. De tørre tal taler for, at det er tiltrængt.

'Xinxin og de fortabte indvandrere', DR 1, onsdag kl. 21.30