På den store skærm blev de et af de mest ikoniske par, da Prinsesse Leia og Han Solo - spillet af henholdsvis Carrie Fisher og Harrison Ford - fandt kærligheden sammen. Men væk fra kameraerne foregik der også ting og sager...

Det afslører Carrie Fisher i en ny bog, The Princess Diarist, og over for det amerikanske blad People.

»Det var 'Han' og 'Leia' i hverdagene og Carrie og Harrison i weekenden,« fortæller hun til bladet.

RadarOnline har fået et uddrag af bogen, hvori Fisher beskriver deres første nat sammen. Angiveligt skulle dengang 34-årige Ford have tilbudt at køre en beruset 19-årig Carrie Fisher hjem efter instruktøren George Lucas' fødselsdagsfest under optagelserne til den første Star Wars-film i 1976. Situationen udviklede sig, og de to skuespillere endte under lagnerne.

En ikke helt uskyldig omgang, for ikke alene var Ford 15 ældre end Fisher; han var også gift og havde to børn med sin daværende kone, Mary Marquardt.

Fisher mindes i bogen, at hun var ung og uerfaren og ærgrede sig over, at hun var dårlig til at kysse. Og så var hendes og Fords første nat heller ikke specielt vellykket, men Fisher tilgav sin partner, fordi »han var virkelig flot«.

'Jeg kiggede over på Harrison. En helts ansigt - et par hårstrå hvilede på hans noble, let furede bryn. Hvordan kunne man håbe, at sådan et glinsende eksempel på en mand kunne være tilfreds med mig,' skriver hun ifølge People i bogen.

'The Princess Diarist' bygger blandt andet på den dagbog, Carrie Fisher førte under optagelserne i 1976.

Da produktionen på den første Star Wars-film endte, endte de to kommende ikoners forhold også. Harrison Ford tog hjem til familien, men blot nogle få år senere blev han skilt fra sin kone. Skilsmissen havde dog intet med affæren at gøre, insisterer Carrie Fisher.

De to skuespillere, der i dag er henholdsvis 60 og 74 år gamle, medvirkede begge i vinterens kæmpesucces og genoplivning af filmsagaen, 'Star Wars: The Force Awakens', der indtjente mere end 6,5 milliarder kroner på verdensplan.

I forbindelsen med udgivelsen af bogen har hun fortalt Harrison Ford, at den var på vej, men han har ikke ønsket at kommentere oplysningerne over for People.