Trine på 35 år er højgravid. Hun bærer dog rundt på meget mere end bare et barn. Den fynske fabriksarbejder har en gæld på 800.000 kroner - troede hun. Faktisk er gælden på mere end 1,2 millioner kroner, opdager Luksusfældens to eksperter. Gælden stammer fra et tidligere forhold, hvor hende og eksmandens bolig gik på tvangsauktion.

I dag er Trine kæreste med 36-årige Martin, der har meldt hende til Luksusfælden, så hun kan få styr på økonomien. Parret bor sammen i Ejby på Fyn.

Det viser sig dog, at gælden er langt større end som så. Trine har taget kviklån for at lappe på gælden, en løsning, der i programmet bringer et kortvarigt smil frem på læben hos eksperten Carsten Linnemann, der har set det ’trick’ mange gange før. Kviklån er i ekspertens bog ikke en særlig kvik løsning, og det får Trine også at vide.

Men det største chok for den fynske kvinde er, at hun ikke kun hæfter for halvdelen af gælden for hende og eksmandens tvangsauktion, som hun ellers troede. Sammen med andre lån bringer det faktum gælden op i en størrelse på 1.330.000 kroner i stedet for 800.000.

Da Luksusfældens to eksperter bringer parret den dårlige nyhed, er det svært for Trine at holde tårerne tilbage. Tårerne triller med god grund, for programmets eksperter vurderer, at parret aldrig bliver gældfri.

Martin arbejder i et supermarked, imens Trine arbejder på fabrik. De har begge et lavtlønnet job, og derfor mener eksperterne ikke, at de nogensinde bliver gældfrie. Løsningen bliver derfor, at få gjort parret klar til en gældssanering.

Det er ikke nogen let opgave, da det kræver en afsked med hund, bil og gerne et bedre lønnet arbejde til Martin.

Programmet bliver vist tirsdag klokken 20 på TV3.