Han syntes, det var sjovt at skrue charmen på og lire replikker af i rollen som Hubert i familiejulekalenderen Absalons Hemmelighed, men det var ikke noget, der fik hans hjerte til at banke ekstra for skuespilfaget. Men det har ændret sig siden, og i dag hvor han arbejder som sælger, drømmer han om et liv med musik og skuespil.

I år er det 9 år siden, at danskerne for første gang kunne følge med i den arkæologisk interesserede Cecilies kamp for at afsløre Absalons hemmelighed og redde sin hjertesyge lillesøster Ida med hjælp fra den mystiske dreng Hubert.

I dag er ”Hubert” blevet voksen. Gustav Hintze, som han hedder i virkeligheden, er blevet 21 år og har efter gymnasiet fået et fuldtidsjob som sælger.

Foto: Privat
Vis mere

Men stjernedrømmene lever i bedste velgående. Det på trods af, at han ikke var helt bidt af skuespilfaget i begyndelsen.

»Jeg lavede også et par småting efter Absalon, og det var både sjovt og spændende, men det var ikke noget, hvor jeg tænkte: ’Wow!’,« siger Gustav Hintze til BT.

»Jeg lavede jo også de første ting, da jeg var seks år. Dengang skulle jeg bare læse replikker og skrue charmen på. Det er først de senere år, det er gået op for mig, hvad skuespil i virkeligheden går ud på. Hvordan det handler om meget mere end at læse op. Og nu elsker jeg det virkelig,« siger Gustav Hintze og fortæller passioneret om, hvordan han er en del af en udvalgt skare af unge skuespiltalenter kaldet »New Generation«, som modtager undervisning fra både danske og internationale mentorer hos bureauet Panorama Agency.

Derudover producerer han en masse musik i sit eget studie. Han synger ikke selv, men producerer instrumentalspor for andre kunstnere.

Foto: Robin Skjoldborg
Vis mere

»I den ideelle verden lever jeg af musik og skuespil resten af mit liv. Jeg håber, jeg kan vågne hver dag og altid være glad for at gå på arbejde. Men det er jo nogle hårde brancher begge to, så man skal ikke være for sikker,« siger Gustav Hintze, der ikke mener, at den gamle rolle åbner døre for ham længere, selvom den har haft stor betydning for, hvad han har lavet siden.

Efter et par småroller havde han i 2011 en hovedrolle i ungdomsfilmen 'Magi i Luften'. Og der kommer snart lidt flere små ting, fortæller han, uden at kunne uddybe.

Foto: Privat
Vis mere

Hans nuværende sælgerjob har dog også fået et strejf af stjernestøv, efter kollegaerne blev opmærksomme på hans fortid som julestjerne.

»Mange på arbejdspladsen stikker lidt til mig og er begyndt at kalde mig Hubert. ’Nåh, Hubert, så er der kun en uge til, vi skal samles efter arbejde og se dig på tv’,« griner Gustav Hintze.

Men han synes kun, det er sjovt med den fornyede interesse, nu hvor den gamle serie bliver taget op igen.

»Jeg ved ikke, om jeg er stolt af min præstation i rollen. Men jeg er enormt stolt af at have været med i sådan en stor produktion. Det er især sejt som 11-årig,« siger Gustav Hintze, der stadig oplever at blive genkendt.

Foto: Robin Skjoldborg
Vis mere

I øjeblikket er det dog sjældent, men da Absalons Hemmelighed blev genudsendt første gang i 2010, kom der pludselig lidt flere ansøgninger på Facebook, og folk skrev søde beskeder til ham.

»Det blev jeg ret overrasket over. Allerede dengang var det jo længe siden,« siger han.

Gustav Hintze sammen med sine medskuespillere Sarah Juel Werner (th.) og Eva-Theresa Jermiin Anker, som spiller henholdsvis Cecilie og hendes lillesøster Ida.
Gustav Hintze sammen med sine medskuespillere Sarah Juel Werner (th.) og Eva-Theresa Jermiin Anker, som spiller henholdsvis Cecilie og hendes lillesøster Ida. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Vis mere

På DR1 er der tradition for at skifte mellem en genudsendelse og en ny julekalender hvert andet år. Og da kanalen sidste år sendte den nyproducerede 'Tidsrejsen', blev det i år til et gensyn med 'Absalons Hemmelighed'.

Gustav Hintze har dog ikke selv tænkt sig at se med denne gang.

»Jeg har efterhånden set den et par gange. Men juleaften skal jeg nok samles med mine forældre og min bror og se det. Det er jo meget hyggeligt.«

'Absalons Hemmelighed' blev første gang i vist i 2006 og siden genudsendt i 2010.

Hovedforfatteren er Maya Ilsøe, der også har skabt successerien 'Arvingerne'.

Se også hvordan Eva-Theresa Jermiin Anker, der spillede Ida, ser ud i dag.