Siden TV 2-værten Jes Dorph-Petersen meddelte, at han måtte trække sig fra værtsposten på 'Go' Aften Danmark' på grund af alkoholproblemer, har TV 2 ledt efter en erstatning. Han er nu fundet.

Det bliver Morten Ankerdal, der både har været vært på 'Go' Morgen Danmark' og TV 2 Sporten, der overtager hans rolle, indtil 56-årige Jes Dorph-Petersen selv er klar til at vende tilbage.

Morten Ankerdal sætter sig første gang i værtsstolen i studiet på Hovedbanegården i København i næste uge. Han kommer til at dele værtsrollen med Michelle Belaiche.

Læs også:

Jes Dorph-Petersen var netop vendt tilbage på skærmen på TV 2, efter han havde forladt kanalen for at skifte til TV3+, hvor han dækkede Champions League.

Onsdag blev han dog nødt til at forlade værtsposten på grund af alkoholproblemer. Det skrev han selv i en pressemeddelelse.

»Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask. Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtigt glad for at være kommet godt i gang på ’Go’ aften Danmark’, men lige nu gælder det om at blive fit for fight,« skrev han.

Læs også:

Det er ikke første gang, at Jes Dorph-Petersen har talt åbent om sit misbrug. I 2013 udgav han en selvbiografi med titlen 'Dorph - historier fra den anden side'.

Kort inden bogen udkom, fortalte Jes Dorph-Petersen, der har fået tilnavnet 'Mr. News', i et interview med Berlingske, hvordan han en dag havde taget beslutningen om at stoppe med at drikke.

Det skete den 5. september 2013.

»En time, så havde jeg besluttet mig for, at det var nu og ikke i morgen. Jeg gik ud i køkkenet og hældte resterne af en flaske rødvin i vasken. Det føltes rigtigt. Jeg vidste godt, at jeg drak for meget, og i lang tid havde jeg også været klar over, at jeg måtte gøre noget ved det, men havde udsat det. Det kunne vente til næste uge, eller ugen efter. Forinden havde jeg talt rigtig meget med min kæreste om det, jeg havde også talt med et par andre, blandt andet en, der arbejder professionelt med alkoholmisbrug,« lød det fra Jes Dorph til Berlingske.

Læs også:

Jes Dorph-Petersen er gift med boligjournalisten Louise Dorph. Han har en teenagesøn fra et tidligere ægteskab.