Da konferencier Hans Otto Bisgaard for 21. gang bød velkommen til de 20.000 publikummer, der havde købt billet til slotskoncerterne i Ledreborg slotspark med DR UnderholdningsOrkestret i august, vidste ingen, at det skulle blive de sidste af de populære slotskoncerter nogensinde.

 Mandag sprang så bomben, da DR’s bestyrelse meddelte, at den 75 år gamle og højt profilerede institution, UnderholdningsOrkestret, får kniven.

Det sker som led i Danmarks Radios nye spareplan for 2015-18, hvor DR skal spare 161 millioner om året og nedlægge 170-200 stillinger. De første 42 hoveder, der er rullet, er orkestrets 42 faste musikere, samt chefdirigent Adam Fischer.

Læs også: Venstre og DF: Luk DR3 i stedet

Den erfarne vært Hans Otto Bisgaard har været konferencier for DR UnderholdningsOrkestret i over tyve år og hørte, ligesom alle andre, først om nedlæggelsen i går. Han blev så rystet, at han måtte gå hjem fra arbejde, fortæller han til BT.

- Da jeg læste det, tænkte jeg ’det kan ikke passe’. Jeg kunne ikke samle mig og var nødt til at tage hjem. Jeg er chokeret, og jeg er ked af det, både fordi det har været et utroligt samarbejde, men først og fremmest på vegne af musikerne, lytterne og seerne. UnderholdningsOrkestret var et fornemt flagskib for DR, hvor man rammer et bredt publikum, som ellers ikke ville gå ind og se slotskoncerter eller Beatles til nytår. Orkestret har bygget bro til danskere i alle aldre og lag, og det er et stykke af Storebæltsbroen, der er skåret af, lyder det uden tøven fra Hans Otto Bisgaard.

Læs også: Barfoed raser over lukning: Der må være grænser

Den populære konferencier og tidligere DR-vært understreger, at det er en dybt ulykkelig situation for alle, uanset hvor og hvem, der får en fyreseddel. Dog mener han, at man nu lukker og slukker for noget helt uerstatteligt i dansk kulturarv.

- Alle vidste, der skulle skæres, men man havde dog ikke set det komme, at man nedlægger et helt orkester, og det virker dybt urimeligt og hårdt. Det er et stykke dansk, meget bredt populært, kulturhistorie, der visner væk. Der er jo ikke tale om en lille indspist flok, der spiller og lytter til det, men et unikt orkester, der ikke findes mage til i Danmark. Den spændvidde det har, fra klassisk musik til Rasmus Seebach, Beatles-tema, Outlandish og Disney-klassikere på Ledreborg, samler danskerne. Folk kom med deres campingborde og kaffekander til friluftskoncerterne på Ledreborg, vi var ude at have fat i et publikum, der aldrig ellers ville komme til den slags koncerter, siger Hans Otto Bisgaard, der har knyttet et nært venskab til flere af de fyrede.

- De havde et utroligt engagement og kærlighed til deres arbejde, og du kan være fuldstændigt overbevist om, at de har det forfærdeligt lige nu. Uanset hvor spareplanen rammer, vil folk føle, at det er dybt urimeligt, og det er det i sandhed også her. For under en måned siden havde vi nogle fantastiske slotskoncerter for fulde huse. Folk var ellevilde og blev til den bitre ende, selv om det regnede. Ingen havde set det her komme, siger Hans Otto Bisgaard.

Han er ansat i Metronome og hyret af DR som konferencier og ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde for ham personligt, at det 75 år gamle UnderholdningsOrkestret nu spiller deres sidste koncert d. 21. november.