I dag klokken 14.30 bærer Jess Ingerslevs nærmeste pårørende den afdøde skuespiller, musiker og sanger på hans sidste rejse, det fortæller Ingerslevs ældste datter, Marie Ingerslev, i en mail til BT.

Jess Ingerslev døde mandag d. 13. oktober efter længere tids kamp mod cancer, 67 år ung.

Hans egen rejse som skuespiller i offentligheden startede for alvor efter uddannelsen på Odense Teater i 1973.

Efter en lang række roller på teaterscener brød han igennem med et brag i 1976, da han sammen med Tom McEwan og Jesper Klein dannede Klyderne i Danmarks Radios Ungdomsredaktion.

Den tids svar på Monty Pythons Flying Circus, der gjorde alle tre landskendte og elsket af den ungdomsgeneration, der voksede op i sidste halvdel af 70'erne.

Siden blev Ingerslev midtpunkt i en række børne- og ungdomsprogrammer på DRs navnkundige B & U afdeling, og fortsatte i en række varierede og udfordrende roller på både TV, film, teater og på de store revyscener.

Torsdag bisættes Jess Ingerslev fra den store Grundtvigskirke, der ligger på Københavns højeste punkt i Bispebjerg.

Marie Ingerslev fortæller til BT, at grunden til at hendes far bisættes fra netop denne kirke blandt andet skyldes, at han selv boede i  området i flere år:

-  Min far, Jess Ingerslev, bisættes fra Grundtvigskirken d. 23. okotober. Han boede selv i Nordvest gennem mange år, og har flere gange begravet slægtninge i Grundtvigskirken, skriver Marie Ingerslev i en mail til BT.

Og det bliver Marie og hendes søster Persille Ingerslev samt andre nærtstående, der bærer den afholdte og beundrede skuespiller til hans sidste hvilested.

Også selve bisættelsen bliver i familien:

- Vi, de nærmeste pårørende bærer kisten. Præsten er Jess' egen niece, Christiane Gammeltoft-Hansen, der er hans søster Susannes datter, fortæller Marie Ingerslev.

Familien har tidligere sagt, at alle er velkomne til bisættelsen i Grundtvigskirken, men den efterfølgende sammenkomst til gravøl er kun for de nærmeste venner og pårørende.

- Vi håber I vil respektere os i vores sorg, og takker på forhånd, skriver Marie Ingerslev til BT.

Jess Ingerslev bisættes 14.30. BT følger, efter aftale med de efterladte, bisættelsen fra klokken cirka 14.