James Rasmussen mødte John Mogensen i efteråret 1958. Men selvom det er 60 år siden i dag, kan den 80-årige sanger tydeligt huske det første møde.
James Rasmussen var mødt op til prøve for at blive optaget i Four Jacks, der dengang var landets mest populære kvartet. Nu søgte de et nyt medlem som erstatning for Otto Brandenburg, der var gået solo.
»John (Mogensen) var meget stram. Der var fuldstændigt tjek på tingene, og alt skulle være perfekt,« siger James Rasmussen, der ikke var den eneste håbefulde mand til audition:
«De havde prøvet en 40-50 unge mænd før mig, der ikke var passeret igennem Johns nåleøje. Han var fuldstændig perfektionistisk. Og det var ikke sådan, at han kom hoppende bagefter og sagde, at nu var jeg med i gruppen. Han skulle først hjem og tænke og lytte båndene igennem. Der måtte ikke være én falsk tone, så var fanden løs,« fortæller James Rasmussen, der på det tidspunkt var en stjerne med sit eget band The Jamesmen.
Men landets største rockidol måtte pænt vente 14 dage, før John Mogensen vendte tilbage:
Efter 14 dage vendte John Mogensen tilbage med et stort smil: »'Okay James, nu er du en Jacks’«.
Beretningen fra James Rasmussen flugter præcist med den historie, Ole Bornedal fortæller om John Mogensens liv som kunstner og som menneske i
'Sålænge jeg lever'. Filmen der nu har premiere over hele det Danmark, som John Mogensen sang til og om.
Det er den hidtil ufortalte historie om den folkekære sangers mangfoldige liv, talent og dobbelte karriere. Et drama om enorm popularitet med Four Jacks og som soloartist, iscenesat af en kunstner, der aldrig var tilfreds, og som altid tvivlede og stræbede højere. Historien om nedtur, druk og usikkerhed parret med de største triumfer og millioner af solgte plader.
Det hele startede med den unge John Mogensen som leder af Four Jacks med Bent Werther, Poul Rudi, Otto Brandenburg og James Rasmussen i de skiftende versioner:
»Johns musikalske forståelse var helt unik. Han kunne sin harmonilære som ingen anden og kendte alt til musik. Han havde det hele inde i sit hovede, og samtidig kunne han skrive det ned og arrangere kor og harmonier. John var også en formidabel keyboardspiller, og når der var et piano i nærheden, bad jeg altid John spille ‘Sweet Lorraine’. Jeg faldt i svime hver gang, over den måde han spillede den sang på. Det var bare fantastisk,« siger James Rasmussen:
»Samtidig kunne han også noget helt særligt med ord. Han magtede det danske sprog som få,« siger James Rasmussen, der også kan huske bagsiden af John Mogensens musikalske geni.
For eksempel da Four Jacks skulle optræde i en direkte transmission fra Radiohusets koncertsal med Grand Prix-hittet 'Volare'.
»Jeg ramte en helt forkert tone i starten, og det lød rædselsfuldt. Så John måtte stoppe det hele, gå op til mikrofonen og sige til publikum, at der var sket en teknisk fejl. Så borede han sine kulsorte øjne lige ind i knolden på mig, og snerrede: ‘Er du klar nu!?’ Og så kørte det, og vi sang helt fejlfrit. Men John talte ikke til mig i to uger der efter. Den slags gik ham i den grad på. Der måtte ikke være nogen fejl,« siger James Rasmussen, der også fortæller, at det ikke kun var musikken, der skulle være pletfri:
»John mente, at når folk betalte 20 kroner for at se Four Jacks ude i provinsen, så skulle butterflyen også sidde rigtigt, og det skulle være nypressede uniformer og kridhvide skjorter. Og vi blev allesammen inspiceret af John hver gang.«
I april 1964 slutter det med Four Jacks, fordi Poul Rudi ville have dem ud i den store verden. Både Skandinavien og USA.
»Men John og Bent (Werther) ville fandeme ikke nogen steder. ‘Vores succes er her hos det danske folk, og her bliver vi’, sagde de. Så den gode karma var væk. Og Bent og John gik ud«.
Også James Rasmussen forlader Four Jacks året efter for at tage til USA, hvor han nogle år senere får et Top 20-hit som komponist med sangen 'Echo Park'.
»Men jeg beholdt kontakten til John, og vi skrev en sang sammen til musikeren Herb Albert, som vi kaldte for ‘Song For Trebla’. Det er Albert stavet bagfra,« ler sangeren i dag.
»Jeg var hjemme på ferie nogle gange. Blandt andet i 1968, hvor John og mig mødtes med Otto Brandenburg og Bent Werther ude i Dragør. Det var før Johns eget gennembrud. Allerede i Four Jacks havde der været mange bajere og sprut, men det var taget til med Johns hang til spiritus. Så skulle han have en snaps til og én til. Det var allerede begyndt at gå den vej med ham.«
James tog tilbage til USA, og i 1970 brød John Mogensen igennem for anden gang. Denne gang som soloartist, der revolutionerede dansktopgenren med sin helt egen rå, realistiske og samtidig poetiske popmusik.
Mogensen hitter stort over syv år med 'Der er noget galt i Danmark', Fut i fejemøget', 'Sålænge jeg lever', 'Sidder på et værtshus' og en lang række andre store hits, der i dag er klassikere.
Men i 1977 er det pludselig slut.
D. 10. april er John Mogensen på druk på sit stamværtshus. Han kollapser og må køres hjem til hustruen Ruth i deres fælles hus i Dragør. Få timer senere er John Mogensen død. 48 år gammel.
»Bent Werther var død to år før, og både John og Bent vidste udmærket, at de brændte deres lys i begge ender. Det var de godt klar over, allerede da vi spillede sammen. De sidste to år i Four Jacks, var der mange bajere. Når vi var på turné og kørte rundt på landevejen om natten, sagde de flere gange til mig: ‘Når nu vi to er væk, skal du vide, at hvis du nogensinde kommer i problemer, så skal du bare kontakte os. Vi sidder sammen oppe på Sankt Peters bodega og får en lille én. Så skal vi nok hjælpe dig’.«
»Allerede i 1963 vidste de begge to, at de ikke ville leve længe,« siger James Rasmussen.
«John døde, fordi hans hjerte ikke kunne mere. Han havde mishandlet sig selv med alkohol på den grimme måde, og så sagde hans hjerte stop. Han lagde hele tiden et enormt pres på sig selv. Det var aldrig godt nok, det han lavede. Kan folk nu lide mig? Er det godt nok det, jeg har lavet? Sælger den her plade? Alle de dæmoner forfulgte ham og har selvfølgelig også medvirket til at slå ham ihjel.«
************************************************
RASMUS BJERG SUBLIM SOM JOHN MOGENSEN
To af de musikalske venner, der kendte John Mogensen rigtig godt, er begejstrede for Ole Bornedals film og særligt Rasmus Bjerg som den folkekære sanger.
»Jeg synes, filmen er fremragende. Jeg faldt helt på røven over den. Det er virkelig godt gået af Ole Bornedal,« siger James Rasmussen, der allerede har set filmen to gange:
»Og den var endnu bedre anden gang. Rasmus Bjergs performance er sublim. Jeg kan simpelthen genkende John i Rasmus Bjerg. Det er næsten som at se ham i levende live,« siger James Rasmussen, der kendte John Mogensen fra 1958 til sangerens død i 1977.
Også Keld Heick er imponeret over Rasmus Bjergs portræt af John Mogensen i Bornedals film:
»Det er en historie, der indeholder alle yderpunkter. En rigtig god historie, der sidder lige i skabet. Da jeg så Rasmus Bjerg som John, slog det mig, at det var helt fantastisk godt ramt. Og han synger jo også som John. Der er tidspunkter, hvor jeg simpelthen bliver i tvivl, om det er John eller Rasmus, der synger. Det er som om, Rasmus Bjerg ikke spiller John Mogensen, han er John. Og det er godt set af Ole Bornedal, at han har valgt ham,« siger Keld Heick, der har kendt John Mogensen fra 60'erne og til Mogensens dødsdag. Heick har i mange år ført arven fra Four Jacks videre som en del af 'More Jacks', og til efteråret fortsætter han med 'No More Jacks', der foruden Heick er Jesper Asholt, Stig Rossen og Jesper Lohmann.
