Hun spillede den nuttede lillesøster, der med sin alvorlige hjertesygdom tilføjede et lag af alvor til familiejulekalenderen Absalons Hemmelighed. I år hvor kalenderen bliver genudsendt, føler Eva-Theresa Jermiin Anker ikke længere, at det er hende selv, hun ser på tv.

I år er det 9 år siden, at danskerne for første gang kunne følge med i den arkæologisk interesserede Cecilies kamp for at afsløre Absalons hemmelighed og redde sin hjertesyge lillesøster Ida.

Ida blev spillet af den dengang 9-årige Eva-Theresa Jermiin Anker, der kun havde spillet lidt skuespil på hobbyplan.

Men i dag er den lille skuespillerspire blevet en voksen kvinde, der næsten ikke er til at kende.

Foto: Privat
Vis mere

Derfor oplever hun heller ikke ligefrem, at folk stopper hende på gaden.

»Det sker måske én gang hvert halve år, at en mor stopper mig på gaden og spørger, om jeg ikke er hende Ida. Det skete faktisk for en måned siden, og jeg blev helt chokeret. Det er ret sjovt, men jeg kan ikke helt forstå, at jeg stadig skulle ligne mig selv så meget. Jeg var jo en helt anden. Et lille barn med helt lyse øjenbryn«, griner 18-årige Eva-Theresa Jermiin Anker.

I 3.g på Øregård Gymnasium kender klassekammeraterne også til hendes julede fortid. Og det betyder, at der bliver joket lidt med det – men ikke på en ondskabsfuld måde, understreger Eva-Theresa Jermiin Anker.

»Jeg var jo så lille, så det er som om, at det er en helt anden person, de snakker om. Jeg synes kun det er sjovt, når de fortæller, hvordan Absalons Hemmelig var den bedste julekalender nogensinde«, siger hun.

Eva-Theresa Jermiin Anker (tv) har forandret sig meget, siden hun medvirkede i 'Absalons Hemmelighed' for ni år siden.
Eva-Theresa Jermiin Anker (tv) har forandret sig meget, siden hun medvirkede i 'Absalons Hemmelighed' for ni år siden. Foto: Privat
Vis mere

Når gymnasiet slutter om et halvt år, ved hun ikke, om hun vil tilbage til filmbranchen. Men hun vil bestemt ikke afvise det.

»Der var sådan en skøn stemning på settet, som jeg savner, så hvis jeg ikke skal stå foran kameraet, så kunne det også være sjovt at arbejde bag kameraet. Men jeg ved det ikke helt endnu«, siger gymnasieeleven, der endte i branchen ved et tilfælde.

Som to-årig sad hun på bagsædet med sin sut i munden, når hendes mor hentede hendes to storebrødre og deres fodboldkammerater fra træning.

En dag spottede en mor til en af kammeraterne den lille pige på bagsædet. Hun havde netop oprettet et castingbureau, og nu var hun interesseret i at få en masse piger i stald.

Nogle år senere var Eva-Theresa Jermiin Anker så til sin første casting til rollen som lillesøsteren Emma i Jul i Valhal.

Foto: Privat
Vis mere

Rollen gik som bekendt til en anden, men året efter fik hun igen muligheden for at spille lillesøster i en julekalender, da Absalons Hemmelighed søgte unge piger til rollen som Ida.

Her skulle hun spille en rørende og alvorlig scene, hvor den dødssyge Ida står med en mistelten og spørger sin mor, om hun nogensinde vil opleve at blive kysset.

Og det gav gevinst.

Foto: Privat
Vis mere

»Jeg synes stadig det er sjovt, at se sig selv på tv, selvom jeg godt kan synes, jeg lyder lidt dum nogen gange. Men det synes man vel altid så mange år efter«, griner Eva-Theresa Jermiin Anker, der nok ikke får set så meget julekalender i år, da hun har den store skoleopgave SRP at knokle med i december.

Eva-Theresa Jermiin Anker som Ida med sin tv-familie. Storesøster Cecilie (Sarah Juel Werner), mor Benedikte (Ellen Hillingsø) og far Niels (Henrik Prip).
Eva-Theresa Jermiin Anker som Ida med sin tv-familie. Storesøster Cecilie (Sarah Juel Werner), mor Benedikte (Ellen Hillingsø) og far Niels (Henrik Prip).
Vis mere

På DR1 er der tradition for at skifte mellem en genudsendelse og en ny julekalender hvert andet år. Og da kanalen sidste år sendte den nyproducerede Tidsrejsen, blev det i år til et gensyn med Absalons Hemmelighed.

I år er det tredje gang, julekalenderen bliver vist på tv. Første gang var i 2006, og siden blev den genudsendt i 2010 og nu i 2015.

Se også hvordan Gustav Hintze, der spillede Hubert, ser ud i dag.