Du kan se en stribe forskellige julekalendere, når vi om en lille måneds tid rammer december. Nogle er nye, mens andre er gamle. Men gider folk overhovedet se en nyproduceret julekalender, eller er en gammel kending at foretrække? Noget kunne tyde på det sidste.

’Nissebanden’, ’Absalons Hemmelighed’, ’Juleønsket’, ’Jultra’ er blandt det kalendere, du kan se på de danske tv-stationer, når datoen om ikke længe siger december.

Der er både noget nyt i form af ’Juleønsket’ og Jultra’, som sendes på henholdsvis TV 2 og DR Ultra, og noget gammelt i form af ’Nissebanden’ og ’Absalons Hemmelighed’, der sendes på henholdsvis DR Ramasjang og DR1.

'Nissebanden er et sikkert hit'
Men hvad glæder de mange potentielle seere sig mest til; de gamle kendinge eller de nye ukendte julekalendere? Hvis man spørger BTs læsere på Facebook, så er der faktisk et ret klart svar i kommentarfeltet.

’Nissebanden er et sikkert hit. Alt det nye har ik en meter med jul at gøre og er "biiiiib" kedelige at se på ....’. Maria Natascha Arvenfelt.

’Nissebanden, dejlige hedenske julekalendere - som jul nu er. Den rigtige hygge, varme jul og små nisser. Ikke kedelig, koldt, overreligiøst crap!’ Lena Schlömer Søndergaard Angioni

Da BT slog artiklen om årets julekalendere op på Facebook i weekenden og spurgte hvilken julekalender folk glædede sig mest til at se, væltede det nærmest ind med kommentarer og ’synes godt om’-tilkendegivelser.

Mere end 5.500 personer ’synes godt om’ opslaget. Og på den gode side 1.800 personer har kommenteret.

Er 'Nissebanden' god eller kedelig?
Og her viser sig en rimelig klar tendens. Rigtig mange skriver, at det er ’Nissebanden’, der første gang blev sendt i 1984, som er deres klare favorit blandt de kalendere, som sendes i år.

’Nissebanden helt klart. Og så håber jeg, juleønsket er en god julekalender. Dog gider jeg ikke se Absalons hemmelighed, den er pænt kedelig, og ret øv at DR vælger at genudsende netop den, når nu TV2s julekalender er med engle, så kunne DR godt have valgt en uden engle.’ Ronja Uglebjerg

’Det er kun og bliver nissebanden her i vores familie’. Lene Jespersen

Det er dog langt fra alle, der er lige tilfredse med, at vi igen skal se gamle kendinge.

’Er vi ikke snart trætte af Nissebanden og Pyrus? Find dog på noget nyt snart... og drop gerne alt det tekniske og smarte "moderne"... lav en hyggelig julekalender... børnene har rigeligt i al det pladder der bliver vist på Disney Channel og Ramasjang...’ Camilla Toft

’Jeg håber virkelig juleønsket er en god julekalender, nu de vælger at sende Absalons hemmelighed og nissebanden - krummernes jul trænger til at blive genudsendt!’. Tine Morre Skovborg

'Hvor er Pyrus?'
En del personer skriver ikke en af de julekalendere, som vises på tv i år, som deres favorit. I stedet nævner de andre gamle kendinge som deres favorit.

’De bedste er nu engang Pyrus, Bamses Julerejse og Krummernes Jul’. Tenna Liza Bay Kristensen

’Nissebanden..... GAAAB ..... og hvor er Pyrus’. Frk Milo

’Jeg synes også, at Krummernes Jul var rigtig god. Men et gensyn med Nissebanden er ok. Og det er da også meget godt med noget nyt’. Heidi Darager

’Hvorfor er der INGEN som nævner brødrene Mortensens jul?’ Nadia Nielsen

'Hvilken bliver sendt inden børnenes sengetid?'
Andre står dog med helt andre udvælgelseskriterier, når det gælder valget af julekalendere, der skal ses i familien.

’Så er det så bare et spørgsmål om, hvilken som bliver sendt inden børnenes sengetid?’ Mette Pilegaard Larsen

Og så er der dem, der bare ikke kan få nok.

’Jeg skal se dem alle, så vidt det er muligt.’ Linda Hansen Nøbølle

Du kan finde hele Facebook-opslaget her. Og så har du selv mulighed for at komme med et bud på, hvilken julekalender du glæder dig mest til.