Filminstruktør Lars von Trier fortæller i et interview med Politiken, at mange af hans film er skrevet på alkohol og stoffer, og at han måske har lavet sin sidste film.

Den prisvindende danske filminstruktør Lars von Trier fortæller i et interview med Politiken, at næsten alle hans film er blevet til i en rus, hvor han under skrivning af sine manuskripter har han hensat sig i en særlig tilstand ved at drikke en flaske vodka om dagen og indtage et »euforiserende stof«.

Tilstanden har ifølge filminstruktøren givet ham adgang til »parallelverdenen«, en særlig tilstand, hvor ideerne opstår. Men nu er det slut med at beruse sig, og Lars von Trier frygter derfor, at han også er løbet tør som kunstner og kun kan lave »lortefilm,« skriver Politiken.

»Jeg ved ikke, om jeg kan lave flere film. Og det plager mig«, siger den 58-årige filminstruktør i sit første interview, siden balladen, der fulgte det skandaløse pressemøde i Cannes i 2011, hvor han sagde, at han forstod Adolf Hitler.

Lars von Trier mener ikke, at han formår at holde det kunstneriske niveau, han forlanger af sig selv, hvis han skal afstå fra alle rusmidler.

Han har i snart tre måneder gået til møde hos Anonyme Alkoholikere hver dag, og siger i interviewet, at han ikke vil anbefale alkohol eller andre rusmidler til nogen, men heller ikke fortryder selv at have brugt dem, skriver Politiken.

BNB