Når det populære program Natholdet løber over skærmen mandag aften, så bliver det med en ny vært. Det er Lasse Rimmer, der overtager rollen som vært for Anders Breinholt, der ellers altid har siddet i værtsstolen.

Det bliver dog kun for en uge, at Rimmer har tjansen, det skriver Natholdet selv på Facebook.

- Mandag til torsdag der tager jeg værtstjansen, siger Lasse Rimmer selv i et klip, som Natholdet har lagt på YouTube.

Der forelægger ikke nogen officiel forklaring på, hvorfor Rimmer overtager jobbet for en uge, men til sidst i det omtalte klip, siger Anders Breinholt: "Så går jeg i sommerhus".

Lasse Rimmer er ikke helt grøn på området, da han tidligere har været vært på programmet 'Den Blinde Vinkel'.