Skuespilleren Laura Bro, der har en stor birolle i DRs nye store, dramaserie, 'Herrens Veje' afslører, at der allerede er planlagt en ny sæson af serien.

Anmelderne var begejstrede for den nye dramaserie på DR, 'Herrens Veje' med Lars Mikkelsen i den bærende hovedrolle som præsten Johannes Krogh. Og selv om der kun er blevet vist to afsnit af serien, har DR allerede planlagt, at der også kommer en sæson 2. Det afslørede skuespilleren Laura Bro, der har rollen som Monica, der 'vinder' over Lars Mikkelsen i kampen om at blive Københavns næste biskop.

»Der er tænkt en anden sæson af 'Herrens Veje'. Vi er faktisk i gang med indspilningerne og har indspillet de to første afsnit,« fortalte Laura Bro til premieren på 'My LittlePony' søndag formiddag.

Skuespilleren, der er datter af Helle Hertz og Christoffer Bro, kommer selv er fra en af landets mest berømte skuespillerfamilier og kan derfor nikke genkendende til et af fimens temaer, at der har været præster i hovedpersonen Johannes familie i over 200 år. Hun lægger ikke skjul på sin egen begejstring for serien.

»Jeg er så glad og stolt af 'Herrens Veje',« lød det glad fra skuespilleren, der snart skal i gang med læseprøverne på afsnit tre og fire i anden sæson af tv-serien.

Hun har selv gjort meget for at sætte sig ind i rollen som præst og biskop blandt andet ved at have haft samtaler med Københavns Biskop Peter Skou Jakobsen og biskop på Fyn, Trine Lindhardt.

Men hvordan handlingen i anden sæson af serien kommer til at forløbe, aner hun ikke. For som sædvanlig holder forfatterne Adam Price, Karina Dam og Poul Berg kortene tæt ind til kroppen.

»Men jeg har fået fedtet mig til lidt info om 'mig selv',« smilede hun hemmelighedsfuldt.

Piv Bernth, der er dramachef på DR bekræfter overfor BT, at man har indspillet afsnittene 11 og 12, og at anden sæson af 'Herrens Veje' bliver sendt til efteråret 2018. Her er der også planlagt 10 afsnit.