Skuespilleren Lisbet Dahl er blevet så syg, at Østre Gasværk Teater må aflyse forestillingen Vores Sensommer og Lisbet Dahls store fest søndag.

Lisbet Dahl skulle have fejret sit 50-års skuespillerjubilæum søndag med familie, venner, kolleger og publikum med den anmelderroste forestilling Vores Sensommer på Østre Gasværk Teater, men dagens hovedperson er blevet syg og må aflyse.

Den verserende influenzaepidemi har fået bugt med den erfarne skuespiller, skriver Gasværket i en pressemeddelelse.

Den røde løber var ellers rullet ud, og der skulle have været festmiddag for venner og familie efter forestillingen, men fejringen af den store dansker bliver udskudt en uge til næste søndag.

Festlighederne vil i stedet finde sted næste søndag.