Blot en måned efter at Mads Mikkelsen er kommet hjem fra Oscar-uddelingen i Hollywood, kan den danske skuespiller atter begynde at pakke sin smoking ned i kufferten.

Den danske Zentropa-producerede western 'The Salvation', hvor Mads Mikkelsen spiller hovedrollen, er nemlig udtaget til en filmfremvisning i den prestigefyldte Cannes Film Festival, der inkluderer rød løber og internationalt presseopbud.

Selv om filmen ikke er nomineret til en pris på den berømte festival, glæder den danske skuespiller sig meget.

- En western lavet af en dansker, som lander i Cannes, er ikke bare en overraskelse, men en drengedrøm for Kristian (Levring, filmens instruktør, red.). Super stolt over at være med, og stolt af Kristian, udtaler Mads Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Om han får følgeskab på den røde løber af sin svenske medspiller, Mikael Persbrandt, er derimod uvist.

Fem måneder bag tremmer

Den 50-årige stjerneskuespiller, der spiller hovedrollen i den nye danske film 'En du elsker' samt Susanne Biers ‘Hævnen’, er netop, d. 15. april ved byretten i Stockholm,  blevet idømt fem måneders fængsel for køb af kokain.

Persbrandt har hele tiden nægtet sig skyldig, men blev angiveligt fældet af telefonsamtaler og dømt i narkoskandalen for køb af 12 gram kokain på taxature.

Over for BT oplyser Have Kommunikation, der står for al The Salvation-PR, at det endnu er uvist, om Mikael Persbrandt kan komme med til Cannes.

Persbrandt har tidligere fået narkodomme, men er før sluppet med bøder. Det er første gang, at han skal bag tremmer.

Oh Land spiller konen

Derimod kan Mads Mikkelsen helt sikkert se frem til at få følge af den smukke sangerinde Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, der pt. er aktuel som dommer i 'Voice Kids på TV2'.

Hun spiller rollen som Mads Mikkelsens danske kone i den engelsk-sprogede film,  der også har internationale navne som Eva Green fra James Bond-filmen 'Casino Royale' samt den franske fodboldspiller, Eric Cantona på rollelisten. .

Det er fjerde gang på seks år, at Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i en film, der er blevet vist i 'Official Selection' på filmfestivalen i Cannes.