Musiker og skuespilleren Martin Brygmann er den nye dreng i klassen, når skolelærer Hjørdis fra TV2´s populære drama-serie 'Rita' får sin egen miniserie. Hjørdis, der spilles af Lise Baastrup, slår fletningerne ud i den første såkaldte spin-off-serie, der er lavet på dansk tv.

Holdet bag 'Hjørdis' er det samme, som har lavet to sæsoner af 'Rita' med Christian Torpe som forfatter og Lars Kaalund som instruktør.
Optagelserne er i fuld gang på en nedlagt skole i Rødovre, der også lagde lærerværelse og fysiklokale til 'Rita'.

Her får Hjørdis ansvaret for en tema-uge, der skal resultere i en musikalsk optræden og skal have hjælp af skolens tyske musiklærer Gert, spillet af Martin Brygmann.

Og han giver den hele armen med umiskendelig tysk accent, så instruktør og hele holdet klukker af grin.

- Jeg har lidt optagelser af Sepp Piontek på min telefon, og så er jeg også inspireret af fodboldspilleren Pierre-Emile Højbjerg, siger Martin Brygmann med stemte s'er.

'Hjørdis' er i fire afsnit. Af kendte ansigter fra 'Rita' medvirker desuden Ellen Hillingsøe, der har overtaget jobbet som skolens leder, Helle. 'Hjørdis' får premiere til foråret.