Tidligere på året kom det frem, at tv-vært Michèle Bellaiche og den unge musiker Kasper Daugaard danner par. Nu er de flyttet sammen.

- Vi er lige flyttet sammen for to uger siden. Og det er dejligt. Vi er et rigtig godt match, og når han i forvejen ofte var hos mig, når han var hjemme fra turné, så var det oplagt, at flytte sammen, fortæller Michèle Bellaiche til tv2.dk.

Der har været skrevet meget om aldersforskellen på den 40-årige tv-vært og hendes 11 år yngre kæreste, der er kendt som pianist i Lukas Grahams band. Men det er ikke noget, der optager parret selv.

- Som journalist forstår jeg det måske godt, men jeg tænker kun over det, når jeg læser blade og aviser. Og det er jo heller ikke fordi, der er en forskel på 30 år. Det er jo kun 11 – og jeg kan lade være med at tænke på, om der nu også var blevet skrevet om det, hvis det havde været en mand, der havde en 11 år yngre kæreste, siger Michèle Bellaiche.

29-årige Kasper Daugaard turnerer flittigt med Lukas Graham, men parret har fra starten været indstillet på, at de skulle være meget væk fra hinanden, fortæller Michèle Bellaiche til tv2.dk.

- Vi har vidst det fra starten, at vi ville være væk fra hinanden en del. Men jeg har jo også mange jern i ilden med mine to børn, mit arbejde og venner og familie, så det har jeg tid til der, siger hun.

Den populære tv-vært har to børn fra sit tidligere ægteskab med politimanden Henrik Schalls Jørgensen. De to blev skilt i 2011.