»Hvad fanden foregår der?. Det er altså ikke sket«, siger Casper Christensen som det første, da bt.dk ringer for en kommentar til en episode, der er vokset med Facebook-tempo siden den handicappede film-censor Povl Thomsen fortalte om en episode lørdag, der sårede ham dybt.

På vej hjem fra en indkøbstur går han forbi Bistro Pastis i København, pludselig dukker Casper Christensen op, og Thomsen hører komikeren råbe: »Hey - prøv lige at gå ordentligt.«

Ifølge den handicappede mand hører han derefter Casper Christensen grine og more sig højlydt med nogle venner inde på cafeens udendørs areal.

»Det var som et knytnæveslag i maven,« siger den 44-årige mand, der er dårligt gående, fordi han har et medfødt handicap på begge ben. Han er født med for korte muskler og er blevet opereret to gange.

Læs også:

Thomsen lægger efterfølgende en beskrivelse af episoden op på Facebook.
Dét opslag er i skrivende øjeblik delt 155 gange og har afstedkommet en veritabel storm af negative reaktioner mod Casper Christensen på det sociale medie.

»Det mest vanvittige er, at det ikke er sket,« siger en forundret Casper Christensen til bt.dk.

»Jeg sad på Pastis med min revisor og min administrerende direktør i firmaet og fik en enkelt øl. Det er det. Og jeg har lige ringet til dem begge og spurgt, om jeg har gjort eller sagt noget, der kunne misforstås. Ingenting, siger de,« fortæller Casper Christensen til bt.dk.

Læs også:

»Jeg har taget kontakt til Povl Thomsen og har haft en fin dialog med ham i dag. Det kan godt være, han har hørt noget. Vi har måske grinet højt, og så har han troet, at det var noget andet. For der er ingen tvivl om, at han har opfattet et eller andet eller følt det sådan. Men det er desværre ikke sket. Eller, gudskelov er det ikke sket,« siger Casper Christensen til bt.dk.

Og du er helt sikker på, at du ikke har opsøgt ham og råbt efter ham?

»Ja, jeg har aldrig set manden før i mit liv. Jeg så godt det, han skrev på Facebook, og så tog jeg kontakt til ham. Og der er en fin tone mellem ham og mig. Jeg tror, at han er lidt ked af, at det er eksploderet på den måde. Jeg skrev til ham med det samme, at hvis han har hørt det, så er jeg selvfølgelig ked af det. Men jeg har altså ikke sagt det, for jeg har simpelthen ikke set ham før. Så det må være en misforståelse,« siger Casper Christensen, der netop i dag er på vej ind i klipperummet for at se den færdigmixede version af 'Klovn 2', der efter planen har premiere til september.

Men at han skulle have været en klovn på den dumme måde, det benægter Casper Christensen utvetydigt overfor bt.dk.