Pia Kjærsgaard ved ikke, hvad hun snakker om, siger Ole Bornedal, der ryster på hovedet ad kritikken fra Dansk Folkeparti
Dagen efter tv-premieren på ’1864’, der blev fulgt af 1,7 million seere, er instruktøren stadig forbavset over at Dansk Folkepartis kritik af hans episke tv-serie bliver gengivet ukritisk i medier over hele landet.
- Det er absurd, at Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen slipper af sted med deres forkerte påstande. Det er dårlig journalistik, siger Ole Bornedal til BT.
Pia Kjærsgaard har flere steder kritiseret Bornedal for ’manipulation’ og ’politiseren’, blandt andet fordi hun mener, at der slet ikke var sigøjnere i Danmark før 1864. I seriens andet afsnit ærgrer hun sig over, at en flok tilrejsende sigøjnere fremstilles som gode fremmede, der bliver mishandlet og forfulgt af de onde nationalistiske danskere.
Læs også:
- Jeg er vist på solid grund, når jeg gætter på, at Bornedals sigøjnerhistorie også her skal sige noget om nutiden og kritisere vor udlændingepolitik, har Kjærsgaard sagt til Berlingske, hvor hun skosede instruktøren for historieforfalskning, fordi der slet ikke var sigøjnere i Danmark på det tidspunkt.
- Så vidt jeg ved, var der ikke sigøjnere i Danmark i 1864, så hvorfor dukker de op her, spørger hun i Berlingske.
- Men det er simpelthen forkert, og det er skandaløst, at hun kan slippe af sted med det, siger Ole Bornedal:
- Der har været sigøjnere i Danmark siden 1500-tallet. Pia Kjærsgaard kan for eksempel læse Ditte Goldsmiths bog, hvor hun fastslår, at der har været sigøjnere i landet on and off siden 1550, siger Bornedal.
Læs også: Hov, hvad var det? Se brøleren i DRs nye million-serie
Bornedals udsagn understøttes af mange historiske kilder.
Fra 1536 kunne sigøjnere jages som fredløse, som man kunne dræbe uden at blive retsforfulgt, og i 1736 besluttede Christian d. 6. (i den holstenske fattiglov), at voksne sigøjnere af hankøn skulle straffes med livstid i tugthuset, hvis de ikke frivilligt forlod Danmark, mens pågrebne sigøjnerkvinder skulle fængsles i tre uger på vand og brød, og derefter smides ud af landet. Børn af sigøjnere skulle tages fra deres familie og døbes og genopdrages som ’tjenestefolk eller lærlinge’, i følge bl.a. Romnet.dk og Faktalink.dk.
Og Immigrantmuseet konstaterer, at ’selv om love og forordninger gennem tiden har forbudt indvandring af romaer (sigøjnere. red.), så har der hele tiden rejst romaer frem og tilbage over grænserne’.
- Måske er Pia K.s problem, at sigøjnerne i filmen fremstilles sympatisk?, siger den 55-årige instruktør:
- Jeg havde vel klaret frisag, hvis jeg havde vist dem som de sortsmudskede tyve og voldsmænd, de jo nok er indeni Pias farve-fattige bevidsthed, siger Bornedal.
Læs også:
En anden påstand om historieforfalskning kommer fra DFs kulturordfører Alex Ahrendtsen, der i en kronik i Berlingske skriver:
- Det blev helt komisk, da de to unge hovedpersoner ser faderen pløje marken, mens de synger H.C. Andersens ’I Danmark er jeg født’ på melodi af Carl Nielsen-eleven Poul Schierbeck. Den skrev Schierbeck i 1926. 62 år efter 1864-krigen.
Se også:
Men det er Alex Ahrendtsen, der er komisk, mener Ole Bornedal:
- Den sang er skrevet i 1850 af H.C. Andersen og Henrik Rung. Men det kræver, at man er en lille smule musikalsk for at kunne høre forskel, siger Bornedal.
- Dansk Folkeparti vil have klunkemøbler, kronhjort på væggen og ’De røde heste’ i fjernsynet. Men jeg må desværre fortælle dem de iskolde facts: Peter Malberg kommer aldrig igen.
- Jeg har ikke fundet på, at der var en meget kraftig nationalistisk retorik op til krigen i 1864. Det er et historisk faktum. Når der bliver sagt ’Danmark for danskerne’ og ’vi vil ikke have andet sprog end det danske i Danmark’, så er det stort set direkte afskrift af det, der blev sagt fra politisk hold dengang.
- Det er sådan med ’1864’, at det er meningen, at man kan læse sig selv ind i handlingen og karaktererne. Jeg har ikke anklaget DF for at bruge den retorik, men de stiller sig selv frem, som om de føler sig ramt, og det er jo lidt tankevækkende, siger Bornedal, der fastholder, at han intet politisk budskab har med ’1864’:
- Jeg vil gerne give folk den kunstneriske oplevelse, at man kan mærke sig selv og se sig selv i historien og karaktererne. For når kunsten er god, mærker man sig selv i den.
- For mig er det ligesom musik. De fleste store musikere har jo ikke nødvendigvis noget budskab, men de vil gerne lave fantastisk musik, der muligvis giver dig en god dag. Som giver dig den her særlig fornemmelse i kroppen, der får dig til at føle dig som et særligt menneske. Der er da ikke et mere nobelt mål end den ambition, siger Bornedal, der håber, at folk ikke vil tænke, men føle, når de ser ’1864’:
- Hvis man oplever min film mere som musik end som en historisk fortælling, så har jeg opnået, det jeg vil.
- Musik går lige til hjertet. Man kan ikke lukke af, og man kan ikke forklare, hvorfor man bliver rørt af Vivaldis ’Fire årstider’. Den sætter sig bare. Og på samme måde er ambitionen med denne her film, at den skal gribe folk om hjertet og finde fri adgang til seerens sjæl som det bedste stykke musik. Hvis det lykkes, så er alt lykkedes for mig, siger Ole Bornedal til BT.
