127 timer. Så lang tid sad den unge klatrer Aron Ralston fastklemt under et 500 kg tungt klippestykke. Læs historien om de dramatiske 127 timer i Aron Ralstons liv her.
Torsdag havde filmen '127 Hours' dansk premiere.Filmen bygger på Aaron Ralstons oplevelser i de ca. seks døgn, han lå fastklemt, indtil han træffer sit livs valg.
'127 Hours', som har James Franco i hovedrollen, er nomineret til seks Oscar, bl.a. i kategorierne bedste film og bedste hovedrolle. Ifølge rygter har den fået det amerikanske biografpublikum til både at græde, besvime og kaste op undervejs. Måske fordi den helt ned i detaljen – fra Aron Ralstons shorts til farven på hans cykel og indholdet af de videoklip, han optog – er tro mod de frygtindgydende og inspirerende valg, som Aron Ralston traf for otte år siden.
Se billederne: De 100 bedste film - nogensinde
Han var en møghvalp. En selvovervurderende flab, der en sen april-aften i 2003 kørte ud i Utahs Canyonlands National Park – det tørre, ugæstfrie, men smukke landskab af gyldne bjergmassiver, der adskilles og arres af dybe sprækker. Nogle brede som sekssporede motorveje, nogle knap en halv meter smalle.
Aron Ralston, 27 år, ingeniør og klatrer, parkerede sin bil i udkanten af nationalparken. Han tilbragte den sorte nat i bilen, sovende med en blanding af koncentration og tilfredshed i maven. For ham var det her livet.
Ved solopgang cyklede han de 25 kilometer til dagens udfordring: Bluejohn Canyon, en hesteskoformet rute dybt nede i en bjergsprække, som man kan vandre, klemme og klatre sig igennem. For Aron Ralston var turen ren hygge i foretrukkent selskab: sit eget. Det var teknisk ukompliceret træning for ham, der havde brugt det seneste år på sit rekordforsøg: At bestige alle bjerge i Colorado over 14.000 fod (4.260 m).
Dristig eventyrer
Han havde siden barneårene udviklet sig til en erfaren, dristig 'vildmarkseventyrer'. Han var blevet jagtet af en sort bjørn. Og blot et par måneder forinden havde han gravet sig selv og to kammerater fri af en lavine under off piste-skiløb. Uden at det skræmte ham fra de risikable eventyr. Tværtimod, fortalte han siden til New York Times:
- Af en eller anden grund afsøgte jeg åbenbart dette hele tiden: Hvordan ville jeg reagere, når jeg stod i en livstruende situation? Nu svarede skæbnen skarpt tilbage: Vil du virkelig vide det?! Godt. Her er det!
Ved halv tre-tiden om eftermiddagen var Aron, klatrende med fingerspidser og skosnuder, på vej ned gennem en tre meter dyb og en meter bred åbning i stenlandskabet. Han havde sit yndlingsband Phish i hovedtelefonerne og bevægede sig hjemmevant gennem landskabet.
Smerte
Men så skete det utænkelige. En 500 kg tung kampesten, som han hang i, gav efter. Den faldt ovenfra, rikochetterede mellem klippesprækkens vægge. Aron trak per refleks sig selv og sin venstre side væk, men følte så en eksplosion af smerte. Med lige dele undren og forfærdelse så han på sin højre arm: Hans underarm – og dermed han – var fastklemt, mast flad mellem klippevæggen og den 500 kg tunge sten. Han rykkede, først prøvende, så desperat i armen; bandede og råbte, mens alvoren sank ind:
Han kunne overlevelsesstrategiens og naturmandens simpleste grundregler. Dem alle. Udenad. Men da han nogle timer forinden havde låst sin cykel fast til et træ og traskede ind i Bluejohn Canyon, havde han bevidst eller af ligegyldighed sjoflet den vigtigste:
Han havde ikke fortalt en sjæl, hvor han tog hen.
Aron vidste øjeblikkeligt, at han skulle dø. Ingen ville komme forbi ved et tilfælde. En redningsaktion ville komme for sent.
Han greb efter sin vandflaske. Drak grådigt og stoppede sig selv igen med et sæt. Han åbnede sin rygsæk og vurderede sine ejendele: Knap en liter vand. To små burritos. Rester af en chokoladebar. Et lille videokamera. Reb, en pandelampe, en billig schweizerkniv af kinesisk fabrikat.
- Jeg skruede låget på vandflasken igen og samlede mig selv. Jeg var sådan: 'Okay, dette er rationel problemløsning: Stop, tænk, observer, planlæg'. Jeg blev nødt til at tænke mig en vej ud af det, fortæller Aron Ralston i et nyligt interview til den britiske avis, The Guardian.
Da natten sænkede sig over klippelandskabet, og temperaturen faldt til 11 grader, var Aron begyndt at hakke stædigt med lommekniven i klippestykket, som holdt hans arm fast. Det var nytteløst. Da han et øjeblik – udmattet – hvilede kniven mod sin arm, erkendte han, at den billige kniv knap kunne skære et hår på hans arm over.
Dag to i ørkenen brugte han på at tilrigge et hejsesystem af reb og seler omkring sig selv og klippeblokken. Den rokkede sig ikke en millimeter. Han havde rationeret sit vand til få mundfulde med timers mellemrum. Af mad havde han få bidder tilbage, men det var ikke det, der holdt ham ved fornuft, da dag to blev til dag tre, fire og fem. Det var videokameraet, som Aron tændte igen og igen.
Filmede armen
Ingen fremmed – kun Aron selv og hans forældre – har set de kornede optagelser, men de genskabes ord for ord i Ralstons bog og i den nye film. I de majnætter i 2003 blev kameraet symbolet på kontakten med hans familie, med hans længsel efter dem og deres længsel efter ham:
- Klokken er fem minutter over tre søndag eftermiddag. Dermed har jeg siddet fastklemt i Bluejohn Canyon i fireogtyve timer, begynder den første optagelse. Han filmede sin arm og forklarede, hvor han mere præcist sad fanget. Men så blev det sværere for ham:
'Om forladelse', sagde Aron til det blinkende kamera, før han stoppede det, tørrede øjnene og tændte igen: 'Mor, far, jeg elsker jer. Sonja (Arons lillesøster, red.), jeg elsker dig. Jeg ved ikke, hvad det er i mig, der har bragt mig i den her situation. Men det er, hvad jeg har søgt. Jeg opsøger eventyr og farer, for at jeg kan føle mig i live'.
Dødt væv
Hans mad og vand slap op på fjerdedagen. Hans tommel, der stak ud på den anden siden af klippestykket, var ved at blive sort; vævet var dødt. Han prikkede til tomlen med sin lommekniv; huden skrællede af som skindet på opvarmet mælk.
Rasende hamrede han den sløve kniv mod sin arm og kiggede forundret, da han så, at kniven sad vinkelret på armen – sunket i til skæftet. Gasser fra forrådnelsen i armens nedre halvdel spredte en fæl lugt, men Aron Ralston registrerede kun ét: Hans sløve kniv ville aldrig kunne skære sig gennem knoglerne. Lige så lidt som den kunne hakke andet end minimale splinter af klippen.
På femtedagen havde Ralston fundet fred i erkendelsen: Han ville dø den kommende nat. Han havde kradset sin gravskrift i klippevæggen: »Aron okt 75 – apr 03«. Ovenover et »R.I.P.« I det mindste ville hans videooptagelser forhåbentlig blive fundet engang.
Lyshåret dreng
Men midt i den sjette iskolde nat – hallucinerende af tørst, kulde og sult – flimrede synet af en lille, lyshåret dreng i rød poloshirt frem foran Aron. Drengen ville lege. Omtåget så Aron sig selv samle drengen op med en kunstig arm, og han vidste – eller tolkede det sådan i hallucinationerne – at drengen var hans søn:
- På trods af at jeg allerede har accepteret, at jeg kommer til at dø her, tror jeg nu på, at jeg overlever. Den tro, den dreng, ændrer alt for mig, skriver Ralston i sin bog.
Næste morgen kom, mod al forventning, med en smule varme og lys. Aron så på sin døde arm og følte kun væmmelse. Nærmest vrede, mod det rådnende vedhæng:
- Det er ikke en del af mig. Det slår dig ihjel. Det er affald. Kassér det, Aron, sagde han til sig selv.
Knoglerne
Han satte en venepresse af klatrereb på overarmen og lænede sig prøvende frem og tilbage. Knoglerne i armen bøjede sig en smule. Så kastede og vred han sig frem og tilbage.
De to knækkelyde kom kort efter hinanden. Tørre brag som fra en knaldhættepistol, der gjorde Aron Ralston euforisk. En eufori og et adrenalinsus, der fik ham igennem den næste times møjsommelige og næsten umenneskelige opgave: At hakke, skære og file sig gennem det halvdøde kød, til han stod – undrende, helt usentimental, lykkelig – og kiggede på sin nu amputerede, fastklemte underarm og hånd.
Selv var han, efter 127 timers fangenskab, fri. Det føltes, skrev han senere, som at fødes på ny. Men med den voksnes viden om, hvor fantastisk, farverigt og vidunderligt livet kan være.
I kløften igen
Præcis et halvt år senere vendte Aron Ralston tilbage til kløften. Han gned sin gravskrift ud. Spredte asken af sin brændte hånd, der siden var blevet bjerget, ud på ulykkesstedet og dvælede et øjeblik alene med sine tanker.
På det tidspunkt var han allerede i fuld gang med at genoptage sine bedrifter som klatrer. Han havde ikke haft et sekund med ulykkelige tanker – tværtimod. Han var en fandens karl, som – når han nu havde overlevet sult, tørst, amputation, et blodtab på halvanden liter og en vandring på 12 km med armstumpen bundet op i en primitiv slynge, før han blev fundet – kunne overleve alt. Alt.
Depressionen – og den lektion i ydmyghed, som tabet af armen aldrig gav ham – kom flere år senere. Og af noget helt andet: Hans kæreste forlod ham.
Først da han for få år siden mødte sin nuværende kone, Jessica, lysnede det:
- Hun udfordrede mig til at implementere, hvad jeg i virkeligheden havde lært. At forholdet til andre er det vigtigste i livet, og at den indsigt var vejen til at ændre mig fra denne egodrevne nogle-og-tyve-årige til at være, om muligt, en mere moden fyr, siger Ralston til The Guardian.
Lyshåret dreng
I 2010 tog Aron Ralston endnu et skridt på vejen:
Han og hustruen blev, som varslet i Bluejohn-kløften, forældre til en lille, lyshåret dreng.
