Journalist og politisk kommentator Henrik Qvortrup giver ikke meget for dem, der har udtrykt undren over, at han er med i et reality-program. Allerede inden han tonede frem på skærmen i “Jeg er en celebrity - få mig væk herfra” har han faktisk selv undret sig over, at programmet har fået betegnelsen reality. For det er det så langt fra, understreger han.

Men hvor det måske er let at tage afstand fra realitygenren, blev det anderledes besværligt for den tidligere SE og HØR-chef at rende fra realitystjernen Gustav Salinas, der efter en lidt aparte tur i en kano endte med at ekspedere Qvortrup ud af konkurrencen om de 250.000 kroner.

Det værste for den politiske kommentator, der for tiden blandt andet slår sine folder på DK4, var dog sulten.
»Vi har været nede på at på sjettedagen har vi kørt på en ration på 600 kalorier. Altså, jeg er en voksen mand, det er lige i underkanten. Det gør altså et eller andet ved en, man bliver sådan en lille smule dizzy og går lidt i zombie-mode. Det har jeg altså ikke prøvet før,« lyder det fra Qvortrup.

Henrik Qvortrup slog fast allerede inden programmet gik i gang, at han ikke giver meget for dem, der mener, at det er et dårligt karrieretræk for ham at deltage i programmet. Både på sin Twitter-profil og i offentligheden har han kaldt det åndsarrogance og er forundret over, at så mange kan have en mening om hans tur til junglen. Han erkender dog, at han faktisk også selv har haft nogle fordomme, der er blevet gjort op med.