' Årets bedste bryster', ' Årets største skandale' og 'Årets brandert' skal kåres til Reality Awards, når tv-genrens enfant terrible for andet år i træk blænder op for sit helt eget prisshow i morgen.

De har alle sammen kæmpet om opmærksomhed hele året. Gjort alt, hvad de kunne for at få den. Og nu bliver spændingen forløst i et stort prisshow, hvor det bliver afgjort, hvem der har fået mest.

Det vil vrimle med tv-kendisser og wannabees i Wallmans i Cirkusbygningen tirsdag aften, når det går løs med prisshowet ’Reality Awards 2015’.

Nu har de chancen for at få et trofæ og en titel i kategorier som ’Årets realitystjerne’, ’Årets største skandale’, og 'Årets bedste bryster. Her er de nominerede i øvrigt Sandy (Paradise Hotel 10), Babs (Kongerne - Helt til hest), Stine Kronborg og Melissa (Robinson Ekspeditionen 2014).

Danmarks ubetinget største realitystjerner, barmfagre Linse samt Gustav, løb med de fleste sejre sidste år, da den allerførste hyldestfest ’Reality Awards’ blev afholdt. De har siden udgivet hver sin biografi, der har ligget i top på boglisterne, og de tjener godt på deres eget brand - dem selv.

Men ved årets prisuddeling dominerer et umage par endnu flere kategorier, nemlig ’Oddset-baben’ Janni Christensen og hendes stenrige forretningsmand Karsten Ree, hvis aparte liv man kan følge i Kanal 5s reportageserie ’Janni og Karsten - Kærlighed mod alle odds’.

Rigmanden Karsten Ree blev milliardær, da han solgte ’Den Blå Avis’ til eBay for 2,1 mia. Nu er han sammen med sin ’Oddset-babe’, Janni Christensen, nomineret i flest kategorier til årets Reality Awards 2015.
Rigmanden Karsten Ree blev milliardær, da han solgte ’Den Blå Avis’ til eBay for 2,1 mia. Nu er han sammen med sin ’Oddset-babe’, Janni Christensen, nomineret i flest kategorier til årets Reality Awards 2015. Foto: Dan Mariegaard
Vis mere

»Der er i den her verden to typer historier, ’gid det var mig’ og ’godt det ikke var mig’. I reality-tv kan du sidde og spejle dig i nogle mennesker, også i de riges liv, og se, at de også har store problemer og glæder. Fælles er, at det er ægte mennesker, du følger,« forklarer reality-ekspert og journalist Nikolaj Vraa, der er formand for jury-komiteen ved Reality Awards.

Snobberi

Han forklarer, hvorfor reality-genren har fået sit eget award-show, nu hvor der i forvejen eksisterer TV-Prisen, som er tv-branchens egen prisfest.

»De, der laver reality-tv, føler, der er et skel mellem dem og andet tv. Det er i virkeligheden noget snobberi, for både TV2 og DR viser masser af reality, men dækker det ind under ’reportage’. Men sådan er det, og det bliver understreget på de fine tv-festivaler, hvor alle står med deres hvidvin og kanapeer og kigger på Gustav og Linse ovre i hjørnet, som føler sig lidt malplacerede. At de så alle sammen vil have billeder med de to, når de får noget at drikke, er en anden sag. Men derfor blev vi mødt af en taknemmelig skare af mennesker, da reality-genren fik sin egen hyldestfest,« siger han.

Og selv om - eller måske nærmere fordi - reality-tv betegnes som useriøst tv med bikini-babes, unge mødre og solbrune scorekonger, er det rasende populært.

»Det kan godt være, at mange fra den ’anden’ tv-verden ser ned på reality-tv. Men dybest set, ligegyldigt hvad der sker i ’For lækker til love’, har du stadig to-tre gange flere seere end de fine mennesker, der sidder og laver Monte Carlo på DR. Sandheden er, at de fleste i produktionsmiljøet tjener deres penge på reality. Vi vil derfor hylde reality-tv, også dem bag kameraet, med prisen ’Årets caster’. En pris, man på TV-Festivalen ikke ville have fantasi til at forestille sig, var vigtig,« forklarer Nikolaj Vraa, der er formand for jurykomiteen for andet år i træk.

Vil være kendte

Da den første Robinson Ekspedition dukkede op på de danske tv-skærme i 1998, var der mange, der dømte reality-fænomenet til at være en døgnflue. Det er gået stik modsat, og unge står i kø for at deltage i Paradise Hotel og andre show, hvor de kan blive kendte. Det forklarer lektor Oluf Kjær Nielsen, som sammen med en kollega står bag undersøgelsen ’Popstars-generationen 2014’ om ungdomskultur og unges drømme om fremtiden.

»Det er lidt som hønen og ægget. Er det reality, der gør dem drømmeriske, eller er deres drømme grunden til, de melder sig til reality. Fælles er, at de lader sig inspirere af det, de ser i tv, og mange drømmer om at blive ’kendte’,« forklarer han.

Der er også sket meget med unges identitetsdannelse.

»Da jeg var ung, var det vigtigt at ligne alle de andre. Man skulle have samme tøj, hårlængde, knallert, ryge det samme cigaretmærke, så var man en del af et trygt fællesskab. I dag er det lige omvendt, nu skal alle være unikke, skille sig ud, have anderledes tatoveringer,« siger han.

Aftenens værter, der selv er et produkt af genren, nemlig Gustav Andersen Salinas, Anne Kejser og Sidney Lee.
Aftenens værter, der selv er et produkt af genren, nemlig Gustav Andersen Salinas, Anne Kejser og Sidney Lee. Foto: Dan Mariegaard
Vis mere

De sociale medier

Det har sociale medier som Facebook og Instagram en del af æren for.

»De unge fortæller, at de konstant er på Facebook, også i timerne, fordi ’det er man nødt til’. Noget, de elsker ved Facebook, er, at man kan lege med sin identitet, forbedre sit look. Man har en bedste version af sig selv, som er nemmere at fremhæve på Facebook end i virkeligheden, som jo godt kan være lidt trist og svær. Når man så får et ’like’ for et billede, føles det som en belønning, uden at man har udrettet andet end at lægge et billede op af sig selv. Man flygter ind i denne selvbevidste verden, hvor der ikke er så langt til reality,« forklarer han.

Hvis nogen forstår at feste igennem, er det reality-deltagere, og sidste års prisuddeling var ingen undtagelse. Her ses blandt andet Sidney Lee.
Hvis nogen forstår at feste igennem, er det reality-deltagere, og sidste års prisuddeling var ingen undtagelse. Her ses blandt andet Sidney Lee. Foto: Kasper Wenstrup
Vis mere

For mere info om om festen og køb af billet, besøg Reality Awards' Facebook-side her