Netop nu forhandler den danske krimiforfatter-duo Lene Kaaberbøl og Agnete Friis med et amerikansk produktionsselskab om rettighederne til at filmatisere ’Drengen i kufferten’, der er de to forfatteres første bog om Røde-Kors-sygeplejersken Nina Borg.

»Vi har ikke underskrevet en kontrakt endnu, men ja, det er rigtigt, der er interesse for blandt andet ’Drengen i kufferten’,« siger Lene Kaaberbøl til BT.

Hun holder dog lidt igen med begejstringen over den amerikanske interesse, der, hvis filmatiseringen bliver til noget, kan give Kaaberbøl og Friis enorm eksponering internationalt. Mere end ’Drengen i kufferten’s placering på New York Times allerede har givet det succesfulde krimi-par.

»Så længe det bare er kontrakter om ’måske og måske ikke’, så er det egentlig bare lidt den dag på kontoret,« siger Lene Kaaberbøl og forsøger at dæmpe BTs begejstring:

»At en bog er solgt til filmatisering er overhovedet ikke det samme som, at der engang kommer en film – det har jeg efterhånden fået lært. Derfor venter jeg lige lidt med min begejstring og med at blive alt for spændt, for man kan ikke gå og have mavepine i 10 år,« siger Lene Kaaberbøl.

10 år er, hvad der er gået, siden de to producere Nina Lyng og Eva Juel Hammerich viste den første interesse for at lave en dansk filmatisering af Kaaberbøls ekstremt populære ungdomsroman ’Skammerens datter’, indtil filmen har biografpremiere på torsdag den 26. marts.

»Jeg har jo skrevet rigtig mange bøger, og der er rigtig mange af dem, hvor der på et tidspunkt har været interesse, eller er det nu, hvor man har solgt en option – det går jeg egentlig ikke så højt op i, for hvis jeg gjorde det, ville jeg blive sindssyg af ventetiden.«

’Skammerens datter’ er første bog i en serie på fire fantasy-romaner, der har solgt mere end en million eksemplarer og er oversat til mere end 25 sprog. Den har tidligere været sat op som musical på Østre Gasværk og Odense Teater, hvor mere end 100.000 har set den. ’Drengen i kufferten’ er første bog i en serie på foreløbig fire kriminalromaner, der har modtaget stor anmelderros i blandt andet det prestigefulde New York Times Bookreview.