Mens Peter, Laust, Didrich og de mange andre soldater i DRs store søndagsdrama ’1864’ er under maksimalt pres fra tyskerne, og bomberne sprænger om ørerne på dem, så klapper de danske tv-seere i hænderne foran skærmen.

Gårsdagens afsnit er nemlig det, der er faldet bedst i seernes smag af de foreløbige seks afsnit, der har været sendt af tv-serien, viser de ugentlige seertal fra Gallup.

På en skala fra 1-5 giver seernes således sjette afsnit en score på 3,9 – det højeste hidtil. De første fem uger lå scoren mellem 3,6 og 3,8.

Antallet af seere til søndagens afsnit var også en smule højere end i sidste uge. 1.237.000 danskere så med – en stigning på næsten 100.000 i forhold til afsnit fire, som er den hidtidige bundprop med kun 1.139.000 seere.

Der er nu to afsnit tilbage af '1864' - det syvende sendes nu på søndag, den 23. november.