Stemmen bag flere figurer i den populære tegnefilmsserie The Simpsons stopper på trods af gigantisk millionkontrakt.

14 millioner dollar, eller 93.000.000 kroner, for to års arbejde var efter alt at dømme ikke nok til at få stemmen bag blandt andre Mr. Burns i The Simpsons til at blive på den amerikanske tegnefilmsserie.

I hvert fald bliver den 27. og 28. sæson af The Simpsons uden skuespiller Harry Shearer, der lægger stemme til den onde Mr. Burns, Ned Flanders, Principal Skinner, Reverend Lovejoy og Kent Brockman.

Det skriver CNNMoney.

De næste to sæsoner vil dog ikke være uden de pågældende karakterer, lyder det fra showet.

»Vi har ikke planer om at skrive hans karakterer ud af serien, men erstatte dem med de mest talentfulde stemmelæggere på vores hold,« siger producer Al Jean til tv-kanalen.

Harry Shearer har efterfølgende tweetet om tvisten med millionkontrakten, og afslaget handler ifølge ham selv om, at han gerne vil have muligheden for at arbejde ved siden af stemmelægningen i Springfield.

»Grunden er, at jeg ville have, hvad jeg altid har haft: frihed til at udføre andet arbejde,« skriver han blandt andet.

Ifølge kilder tæt på showet, skulle Harry Shearer dog udover de 14 millioner dollar også have fået lov til at arbejde på andre projekter ved siden af The Simpsons.