Han er ked af det. Han er skuffet. Og så langer han hårdt og brutalt ud efter TV2.

Norskov-skuespilleren, frederikshavneren Mathias Käki Jørgensen, fyrer på Facebook en regulær bredside af sted mod TV2 og fiktionschef Katrine Vogelsang, der, som BT tidligere har fortalt, har besluttet at lægge dramaserien Norskov i graven efter en enkelt sæson på grund af for få seere.

»Jeg siger, hvad jeg mener. Jeg er bare utrolig skuffet,« siger Mathias Käki Jørgensen, der med Norskov har fået sin debut som skuespiller.

Men hvis det ikke hænger sammen for TV2, så giver det vel god mening at stoppe serien?

»TV2 skal tjene penge, og hvis det ikke er lukrativt, så kan man ikke blive ved, fordi vi synes det er sjovt at lave serien. Det har jeg forståelse for. Men det er bare en stor skuffelse. Jeg er super glad og taknemmelig over, at jeg fik lov til at være med. Men jeg synes, at målene har været rigtig høje. Og det kan være svært at leve op til, når man har valgt at lave noget lidt anderledes, noget folk lige skal se og vænne sig til,« siger han.

På Facebook skriver den 21-årige Mathias Käki Jørgensen:

»Jeg skal personligt passe på med at skyde vrede gloser afsted, som spredhagl, for det ville da være synd, hvis de højere magter over på dødsstjernen så det. Dog giver jeg ikke en nordjysk fuck for at holde spyttet tilbage, når det er på sin retmæssige plads! Jeg finder det yderst komisk, at man vil genfinde sig selv og ‘tilbage på sporet’ ved at producere et stykke dansk fiktion, der handler om mennesker, som ALDRIG giver op uanset hvilke odds de er sat på jorden med. Men TV2 stikker halen mellem benene og lukker Norskov ned begrundet for lave seertal. Man vil så gerne kunne konkurrere med de store spillere på markedet og tages seriøst. Men hvis man ikke engang tror på sin største satsning nogensinde, så har man da først spillet sig selv helt fallit!«

Norskov var din debut som skuespiller. Har du overvejet, at du måske lægger dig ud med TV2 - og er det smart?

»Jeg har også lyst til at ytre mig og sige min mening. Jeg ved ikke, hvor hårdt det er. Jeg har skrevet, hvad jeg synes. Det er hårde ord, der bliver brugt, men jeg er ked af det og frustreret. Omvendt kan jeg også godt forstå TV2,« siger Mathias Käki Jørgensen.

TV2s fiktionschef Katrine Vogelsang skriver i en SMS til BT, at hun godt kan forstå, at 'Mathias er ærgerlig.'

»Han har leveret en formidabel præstation, og haft en stor oplevelse med produktionen af Norskov. Men hvis man følger tråden på Facebook, så kan man se, at Mathias også forstår realiteterne på en kommerciel tv-station som TV 2."