Den amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer forsvarer sin danskproducerede film »The Act of Killing« forud for oscaruddelingerne.

En af Danmarks tre oscarnominerede film, »The Act of Killing«, der skal dyste om den fornemme pris ved søndagens uddeling i Hollywood, bliver nu angrebet for at være umoralsk og smagløs.

Nick Fraser, der er en af BBCs ledende redaktører af dokumentarfilm, advarer mod at give »The Act of Killing« en Oscar, idet han sammenligner den danskproducerede film med en såkaldt “snuff film” - en type film der fingerer henrettelser af personer for underholdningens skyld.

Nick Fraser angreb i denne uge i et længere indlæg i den engelske avis The Guardian filmens usædvanlige præmis, hvor den amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer rejser rundt i Indonesien og interviewer tidligere, aldrende medlemmer af de dødspatruljer, der i 1950erne og 1960erne henrettede omkring 500.000 mennesker, der blev beskyldt for at være kommunister.

Møderne med morderne, der aldrig er blevet retsforfulgt, da de har det nuværende regimes stiltiende støtte, udarter sig til bizarre “genskabelser” af massakrerne, hvor de virkelige mordere fremstiller sig selv som helte i diverse typer film såsom musicals, gangsterfilm og westerns.

I de fingerede scener spiller mordernes egne familiemedlemmer ofrene, mens ingen af de virkelige overlevende fra massakrerne bliver interviewet. Denne arbejdsmetode sammenligner Nick Fraser med at rejse til Argentina og opspore tidligere nazister og kz-lejr-bødler og lade dem indspille en film med titlen “Hvorfor vi elsker at slå jøder ihjel”.

»Det føles forkert og ser helt sikkert forkert ud. Der er mangler simpelthen noget. Og hvor meget har vi egentlig lyst til at høre på disse mennesker?« skriver Nick Fraser.

Forud for oscaruddelingen forsvarer Joshua Oppenheimer sin film mod angrebet i et indlæg i The Guardian. Han forklarer, at filmens usædvanlige scener er resultatet af, at det viste sig at være for farligt at samle interviews med overlevende, da de efterfølgende blev forfulgt af medlemmer af dødspatruljerne og militæret, der stadig er frygtede i Indonesien.

På opfordring af de overlevende, begyndte instruktøren i stedet at tale med de gamle medlemmer af dødspatruljerne. At disse frivilligt - faktisk med stor glæde - delte ud af deres minder fra massakrerne, kom bag på Joshua Oppenheimer.

»Jeg følte det som om at jeg havde vandret ind i Tyskland fyrre år efter holocaust, og fundet nazisterne ved magten,« skriver Joshua Oppenheimer.

Han forklarer, at filmen egentlig ikke handler om et 50 år gammelt folkemord, men om et nutidigt diktatur der holder fast i magten med frygt og trusler. Han fremhæver den indflydelse filmen har haft i Indonesien, hvor den er blevet vist tusindvis af gange, og har startet den første offentlige debat nogensinde om massakrerne. Den nationale menneskerettighedsorganisation i Indonesien har kaldt filmen “essentiel at se for alle indonesere”.

»The Act of Killing« er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real. Oscar-priserne bliver uddelt søndag nat, og »The Act of Killing« er nomineret i kategorien »Bedste Dokumentarfilm«.