Selv om Pyrus har 20 år på bagen, er han stadig alle tiders tv-hit. 1,1 million seere så med, da ’Pyrus – alle tiders julemand’ havde premiere i mandags.

Men TV2 smider nu en bombe ind i den danske tv-julekalender-tradition. Ikke nok med, at de efter nytår går i gang med at producere en ny julekalender, ’Juleønsket’ med Cosmo Film og folkene bag en af TV2s allerstørste julekalendersucces, ’Jesus & Josefine’.

TV2s dramachef, Katrine Vogelsang, har også bestilt tre sæsoner af juleeventyr-serien ’Nisseakademiet’ hos Zentropa, der efter planen skal vises i 2017, 2019 og 2021.

»Vi vil gerne skabe et nyt univers, og hvor vores julekalendre i de senere år har været forankret i den rigtige verden, går vi nu ind i en ren eventyrverden,« fortæller Katrine Vogelsang og fortsætter.

»Her har vi skelet til Pyrus, der udover at være en helt fantastisk juleklassiker, har været et univers, man kan vende tilbage til flere år i træk, og som er referenceramme for flere generationer af børn. Det giver en sammenhængskraft og et fællesskab.«

Ambitionsniveauet er højt for ’Nisseakademiet’.

Handlingen vil udspille sig på en nisseskole og være i familie med eventyrserier  som Harry Potter og Ringenes Herre. Der har været tale om at bruge eksisterende kostskoler som hjemsted for akademiet.

»Men ellers vil vi bygge et helt specielt univers, for vores ambitioner er tårnhøje. Julekalenderne skal samle familierne om en eventyrlig fortælling, og samtidigt holde fast i TV2s juletradition om garanteret hygge for hele familien,« fortæller Katrine Vogelsang fra TV2.

Næste års julekalender udspiller sig i Nyborg på Fyn. Her har en 12-årig pige et brændende juleønske, og det skal en oprørsk teenage-engel forsøge at opfylde for at bevise, at han er en god engel.

»Med ”Juleønsket” forlader vi religionen, for det vil tematisk handle om identitet.«

Det er folkene bag ”Jesus & Josefine”, der fornyede julekalendertraditionen ved at tage udgangspunkt i juleevangeliet, der skal få englene til at synge ved juletid til næste år. Instruktøren er også den samme, nemlig Carsten Myllerup, og historien skrives af Ina Bruhn, der også var manuskriptredaktør på ”Jesus & Josefine”. Der er casting i øjeblikket til rollerne i julekalenderen, der får støtte af FilmFyn.

”Juleønsket” er den første julekalender, der forud for optagelserne har fået sig en international salgsagent, der skal stå for salg til andre lande, og dermed være med til at finansiere julekalenderen.

»Det er utrolig vigtigt at vi kan få støtte, som f.eks. fra FilmFyn og fra diverse fonde, hvis vi skal kunne lave det ekstra, som f.eks. at skabe engle, så det ser helt fantastisk ud. Det er ikke så ligetil,« siger Katrine Vogelsang, dramachef på TV2.

Hvad synes du om ideen? Bland dig i debatten herunder: