I aften vil over en million seere sandsynligvis sidde klar foran fjernsynet, når finalen i »Den store bagedyst« går i gang. Det tog Richard McKerrow fire år at overbevise BBC om, at det var en god idé at lave en bagekonkurrence på TV.

Den populære bagekonkurrence er det mest sete TV-program i Danmark for tiden, og det er ikke kun her i landet, at vi elsker at se mel og sukker blive til eventyrlige kager, mens amatørbagere kæmper for at forblive i udskillelsesløbet mod kåringen af Bagedysten-vinderen.

Da der tidligere i denne måned var finale i den originale britiske udgave »The Great British Bake Off« satte programmet seerrekord, og blev den mest sete udsendelse i Storbritannien i år.

»The Great British Bake Off« bliver vist i knap 200 lande, og i over 20 lande er der lavet nationale versioner som det bekendt også er tilfældet i Danmark.

»Vi vidste, at vi havde fat i noget, men det var ikke helt let at få realiseret konceptet,« siger bagedyst-opfinderen Richard McKerrow, der sammen med sine kone driver og ejer produktionsselskabet Love Productions. De fik idéen til TV-konkurrencen helt tilbage i 2005.

»En af vores venner kom tilbage fra en rejse i USA og fortalte om alle de her bagekonkurrencer, der blev afholdt i alle mulige små flækker, og vi tænkte straks, at det var en fantastisk og enkel idé til TV,« fortæller Richard McKerrow.

Men det krævede vedholdende benarbejde at få overbevist repræsentanter fra en TV-kanal om, at det var noget, som de skulle lægge sendetid til.

»Vi blev ved med at pitche idéen gennem fire år. Alle afviste den. De mente, at det ville være virkelig kedeligt at se på folk, der bagte,« siger Richard McKennow.

Efter fire år kunne BBC endelig se muligheder i programformatet, og i 2009 kunne briterne for første gang se bagedysten på TV.

Undervejs er formatet blevet rettet til. I den første udgave fyldte den historiske side mere, end det er tilfældet i dag, og ugens mesterbager og den faste tekniske opgave blev indført som faste bestanddele i programmet med tiden.

»Det er i essensen det samme program fra sæson til sæson, men vi forsøger selvfølgelig hele tiden at forbedre konceptet,« siger Richard McKennow, som mener, at programmets succes skyldes, at vi ser på folk, som laver noget, som de er oprigtigt passionerede omkring og virkelig dygtige til.

»Det er forfriskende efter en masse ondsindet reality-TV med strategiske og opmærksomhedshungrende deltagerne. En anden ting er, at dygtige amatørbagere også har en tendens til at være generøse og flinke mennesker. De er blevet dygtige til at bage, fordi de bager mange kager. Man bager ikke mange kager til sig selv. Man bager til andre mennesker,« siger Richard McKennow, som er allermest stolt over at have skabt et underholdningstilbud, der bringer folk sammen:

»I en tid, hvor alt er differentieret og alle har travlt med hver deres ting, bringer bagedysten folk sammen. Det er nærmest national gruppeterapi.«