'The Whale' er en to timer lang ydmygelse af tykke mennesker, som fastholder et skræmmebillede af tykke som ulækre, syge eller i sorg.

Det mener filmanmelder og kropsaktivist Ida Rud, der i det nyeste nummer af filmmagasinet Ekko lufter sin kritik af den Oscar-nominerede film.

»Jeg er virkelig ked af det. Og virkelig vred,« skriver den 41-årige journalist.

I 'The Whale' spiller Brendan Fraser underviseren Charlie, der efter at have mistet sin store kærlighed har søgt trøst i dårlig mad og nu er ved at gå i total opløsning. Han vejer 300 kilo, kan nærmest ikke bevæge sig rundt i sin uhumske lejlighed – og da slet ikke ud. Mens han kæmper med helbredet kæmper han også for sin datters kærlighed og respekt, efter hun slog hånden af ham for otte år siden.

Ida Rud er kropsaktivist, debattør og filmjournalist.
Ida Rud er kropsaktivist, debattør og filmjournalist. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Men selvom Charlie, ifølge Ida Rud, både er sjov, kærlig og karismatisk, fokuserer kameraet konstant på hans deller. På at han er svedig, og at maven hænger løst ned over bukselinningen og stikker ud fra T-shirten, der er skjoldet af sved. På at Charlie er decideret ulækker, påpeger filmjournalisten, der i sin klumme undrer sig over instruktøren, Darren Aronofskys, behov for at svælge i disse visuelle detaljer.

Og på at fortælle historien om en mand, der er blevet tyk, fordi han har oplevet noget traumatiserende.

»Dermed sætter instruktøren lighedstegn ved, at man kun bliver tyk, hvis man er ulykkelig eller syg. Dér må jeg bare slå fast, at det er langt mere komplekst. Men denne film er med til at fastholde tykke som sygelige og svage. Og ulækre, ikke mindst,« skriver hun.

Hovedrollen i 'The Whale' er et comeback for Brendan Fraser, der blev kendt i 90erne for 'Mumien'-trilogien og Tarzan-parodien 'George – den gæve liansvinger'. Men den 54-årige skuespiller blev slidt og skadet af både actionstunt og et seksuelt overgreb, og den glorværdige karriere gled ud i sandet og førte Brendan Fraser ud af rampelyset.

Skuespillerne Brendan Fraser, Hong Chau, Sadie Sink og Samuel D. Hunter med  instruktør Darren Aronofsky til premieren på 'The Whale'.
Skuespillerne Brendan Fraser, Hong Chau, Sadie Sink og Samuel D. Hunter med  instruktør Darren Aronofsky til premieren på 'The Whale'. Foto: Vianney Le Caer
Vis mere

Når han i år vender tilbage, er han blevet både ældre og større. Dog ikke større end, at Darren Aronofsky har iført ham et såkaldt fatsuit, så han kan ligne en mand, der er ved at æde sig ihjel.

Og brugen af denne fedmedragt er Ida Rud bestemt heller ikke begejstret for. Hun mener nemlig, at den kan sammenlignes med blackface.

Historisk har 'blackfacing' været et bevidst forsøg på at fremstille sorte som grimme og groteske, og i dag betragtes det derfor fortsat som en nedsættende fastholdelse af stereotyper, når en hvid person maler sig sort i hovedet for at karikere en sort person.

Og ligesom man i dag aldrig ville sætte en hvid skuespiller til at spille en sort rolle, burde man heller ikke vælge en skuespiller, som skal sminkes større for at karikere en tyk.

I sin klumme kommer Ida Rud dog selv med et bud på, hvorfor man ikke har valgt en tyk mand til rollen.

»Hvem vil lægge krop til en så ufølsom, nærmest pervers fremstilling af et menneske, medmindre vedkommende inderst inde hader sig selv?« spørger hun.

'The Whale' havde premiere 2. marts og er nomineret til en Oscar for både bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige birolle og bedste hår og makeup.