Den tidligere vært på ‘Mads og monopolet’ får nyt job. Han skal være ny vært på TV 2.

I den kommende weekend er det Mads Steffensen, der sammen med Michelle Bellaiche, tager imod gæster, når TV 2 sender ‘Go’ morgen Danmark’ fra det faste studie i Tivoli.

Mads Steffensen, der tidligere har lavet ‘Aftenshowet’ på DR i fire år, glæder sig til at vende tilbage til den blødere weekend-journalistik – også selvom, det betyder, han skal på arbejde, når de fleste andre holder fri:

»Jeg glæder mig rigtig meget. Det er jo to år siden, at jeg sidst arbejdede på en lørdag, og det har jeg egentligt nydt ikke at skulle gøre, men da jeg fik tilbuddet, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve igen,« fortæller Mads Steffensen.

I 17 år var Mads Steffensen fast lørdagsvært på radioprogrammet ‘Mads og monopolet’, han har også lavet tv på DR med ‘Alle mod 1’ og ‘Fællessang – hver for sig’, og siden 2020 har han været vært på ‘Mads og A-holdet’ på podcasttjenesten Podimo.

Men nu vender han altså tilbage til skærmen. Ifølge Henriette Ladegaard-Pedersen, der er redaktør for ‘Go’ morgen Danmark’ og ‘Go’ aften LIVE’ er det i første omgang for en kortere bemærkning:

»Han har sagt ja til at hjælpe os her, hvor vores faste værter har travlt, barsler eller er på andre projekter,« siger hun.

Mere præcist er det kun denne weekend, at Mads Steffensen skal være vært på ‘Go’ morgen Danmark’, men han håber, vi kommer til at se mere til ham.

»Jeg har planer om det, men jeg kan ikke sige mere om det. Ikke endnu,« siger Mads Steffensen til TV 2.