Søndag blev partilederdebatten live på DR pludselig afbrudt, da en gruppe demonstranter rejste sig op med bannere og begyndte at råbe. Det fik flere partiledere til at reagere voldsomt – især Søren Pape Poulsen, der forlod scenen for at skælde demonstranterne ud.

Mandag har DR oplyst til B.T., at sagen ikke bliver politianmeldt, men spørger man Søren Pape, lader man demonstranterne, der viste sig at være fra organisationen Extinction Rebellion, slippe for let.

»Det skal DR gøre op med sig selv, men jeg synes, det er lidt mærkeligt, hvis det bare går upåagtet hen, for hvad er det for et signal, man sender til næste gang? Der sad rigtig mange danskere og så den her udsendelse. Tænk, hvis man måtte afbryde udsendelsen, hvor var vi så endt? Jeg synes, man skulle gå hårdere til dem, men det må DR jo overveje,« siger han til B.T.

Er det ikke en del af demokratiet at få lov til at demonstrere?

»Man må demonstrere alt det, man vil. Man skal bare ikke ødelægge det for andre mennesker, og i går var der faktisk masser seere og folk i salen, der gerne ville lytte til en debat. De demonstranter ønskede ikke en debat, de ville bare råbe og skrige og gøre opmærksom på sig selv. Den organisation har jeg ingen respekt for overhovedet. Som i overhovedet.«

Du kan se hele interviewet med Søren Pape Poulsen i videoen herover.