Casper Christensen og Mikael Bertelsen inviterer igen på et ‘All Exclusive’ ophold.

Men denne gang er det makkerparret, der skal på besøg i 24 timer.

I sidste sæson tog de to på udflugt med så forskellige gæster som Casper Christensens ekskæreste Iben Hjejle, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, tv-vært Sofie Linde og sangeren Medina.

I den nye sæson er den første gæst, der portrætteres, ingen ringere end landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

Men i modsætning til de andre gæster, har han inviteret de to tv-værter hjem til sig selv og sin familie, hvor de skal bo i 24 timer.

Endnu engang har programmet Casper Christensen som hovedvært, mens Mikael Bertelsen er stemmen i øret på Casper Christensen.

»Jeg er taknemmelig for, at så mange danskere har valgt at følge mig i projektet, og har vist så stor appetit for den ærlige og naturlige samtale, som Mikael og jeg prøver at dyrke i formatet,« siger Casper Christensen forud for den nye sæson, der får premiere i foråret.

Casper Christensen og Mikael Bertelsen havde i sidste sæson også besøg af en femte gæst, nemlig Thomas Helmig. Men det afsnit valgte Viaplay at droppe efter hans søn, Hugo Helmigs, alt for tidlige død.