35 kvinder blev torsdag arresteret i Iran. Deres forbrydelse bestod i, at de ville se en fodboldkamp mellem Esteghlal fra hovedstaden Teheran og Persepolis.

Lige siden den islamiske revolution i 1979 har det været forbudt for kvinder at se fodboldkampe. Begrundelsen er, at stemningen på stadions er for høj og for vulgær for kvinder.

Det religiøse politi tog derfor affære, da 35 kvinder ville ind til kampen mellem Esteghlal og Persepolis, hvor præsidenten for det internationale fodboldforbund (FIFA), Gianni Infantino, var æresgæst.

Fredag blev Gianni Infantino konfronteret med arrestationerne ved en konference i schweiziske Zürich.

»Jeg har fået tilsagn fra de iranske myndigheder om, at kvinder i fremtiden vil få adgang til fodboldkampe,« sagde Gianni Infantino ifølge tyske Bild.

Italieneren sagde dog ikke noget om, hvem der var kommet med løftet - eller fra hvornår det træder i kraft.

Det samme sagde Irans præsident, Hassan Rouhani, til Gianni Infantinos forgænger, Sepp Blatter,  for fem år siden. Foreløbig uden resultat.

Alligevel håber Gianni Infantino på handling i fremtiden.

»Jeg håber, at de erfaringer, jeg har gjort mig, kan hjælpe kvinder rundt omkring. I et stort land som Iran kunne der godt gøres mere for sagen,« sagde Gianni Infantino.

Esteghlal vandt iøvrigt kampen 1-0, men Persepolis fører stadig den iranske liga helt suverænt.