Fornemt spil var ikke nok for et uskarpt AaB-mandskab, der onsdag tabte et vigtigt skridt mod et nyt Champions League-eventyr.

I Aalborg drømmer de om flere magiske aften, som dem de oplevede i 2008. Onsdag gjaldt det første skridt på vejen, da kroatiske Dinamo Zagreb kom på besøg og ufortjent og kynisk slog de danske mestre med 1-0.

Knap var opgøret sparket i gang, før Anders K. Jacobsen energisk brød igennem udeholdets forsvar. Desværre tog forsøget stolpen og forhindrede dermed AaB i at få en drømmestart på kampen. Så var kroaterne advaret. For det var et overordentligt veloplagt dansk mesterhold, der dominerede opgørets start med flere gode forsøg. Desværre uden at spilovertaget udmøntede sig i en føring.

Selvom tempoet faldt en smule som halvlegen skred frem, var det alligevel AaB, der fastholde taktstokken. Og efter godt en halv times spil burde hjemvendte Thomas Enevoldsen havde sat Aalborg Stadion på den anden ende, men midtbaneprofilen kunne akkurat ikke styre et indlæg i netmaskerne, og så måtte de bolsje-stribede lidt skuffet gå til pause med 0-0.

Og når man ikke kender sin besøgstid, så bliver man som oftest straffet. Det var i hvert fald tilfældet mod Dinamo, der kort inde i anden halvleg scorede kampens eneste mål, da Marcelo Brozovic flot sparkede bolden forbi Nicolai Larsen og ind i det lange hjørne til en 1-0-føring.

Efterfølgende skruede hjemmeholdet igen op for tempoet, men på sidelinjen måtte Kent Nielsen desværre konstatere, at det bare ikke var AaB-angribernes aften i Aalborg. Flere oplagte muligheder blev misbrugt, og så sluttede en ellers flot dansk præstation med et ærgerligt 0-1-nederlag.

Med nederlaget ser det unægtelig svært ud for håbet om avancement, når det næste uge gælder returopgøret i Kroatien. En kamp, AaB nu er tvunget til at vinde i Zagreb, hvis drømmen om Champions League forsat skal leve.