Undskyld!

Billederne af det, der lignede en beruset Wayne Rooney ud på de sene nattetimer, udløser nu en klokkeklar undskyldning fra den 31-årige engelske landsholdsstjerne, der onsdag morgen fik en ufrivillig hovedrolle i den engelske presse.

Her bankede tabloidavisen til billederne af Wayne Rooney siddende i en landsholdstrøje på det engelske spillerhotel med to kvinder lænende op ad ham. Det udløser nu en undskyldning fra Manchester United-spilleren via et statement fra det engelske fodboldforbund.

»Wayne beklager selvfølgelig, at billeder taget af fans er blevet offentliggjort i dag,« lyder det blandt andet.

Ifølge The Sun skulle Wayne Rooney sammen med ansatte i fodboldforbundet og angiveligt også holdkammeraten Phil Jagielka have hygget sig med både øl og rødvin i hotellets bar lørdag aften. For Wayne Rooneys vedkommende skulle den glade aften være fortsat til klokken fem søndag morgen.

Efterfølgende udtalte Wayne Rooneys talsmand, at den engelske landsholdstrup havde fået fri efter fredagens 3-0-sejr over Skotland, hvilket Manchester United-spilleren valgte at fejre på hotellet, hvor flere gæster ifølge talsmanden tilsyneladende havde 'udnyttet' Rooney, der stillede op til billeder, som altså siden endte i pressen. Et tydeligt forsøg på at nedtone episoden, men som nu altså fremkalder en uforbeholden undskyldning fra landsholdsanføreren.

»Selvom det var en fridag for hele holdet og staben, erkender han til fulde, at de billeder er upassende for en person i hans position,« lyder det i den officielle udtalelse, hvor det også fremgår, at Wayne Rooney har undskyldt personligt over for den midlertidige landstræner Gareth Southgate og FAs tekniske direktør, Dan Ashworth.

Ikke overraskende har historien også fået Manchester United-manager José Mourinho til at reagere. Ifølge Sky Sports er hans frustrationer dog primært rettet mod de ansatte i fodboldforbundet, som drak alkohol sammen med Rooney på hotellet. Og noget tyder da også på, at der bliver strammet op på retningslinjerne.

»Alle England-ansatte har et ansvar for at opføre sig på en passende måde på alle tidspunkter. Vi vil se på vores politik omkring fritid, når man er af sted med landsholdet,« udtaler fodboldforbundet.