Jens T. Andersson er ansat som sportschef i AGF. Svenskeren, der tidligere har været sportschef i AIK Stockholm og Hajduk Split, har første arbejdsdag på mandag.

Fredag faldt den sidste brik i AGF's sportslige ledelse på plads. Svenske Jens T. Andersson har mange års erfaring fra fodboldverdenen, og han havde i den svenske storklub AIK en afgørende rolle i den positive udvikling, som klubben har oplevet de seneste år.

Stillingen som sportschef i klubben har været ubesat, siden Brian Steen Nielsen blev fyret i maj måned.

- Vi har de seneste måneder arbejdet ihærdigt på at finde en sportschef med de helt rette fodboldfaglige, ledelsesmæssige og menneskelige kvalifikationer til at føre vores sportslige strategi ud i livet. Jens har stor erfaring fra en skandinavisk topklub og besidder værdier, som vi vægter højt i AGF, siger adm. direktør Jacob Nielsen til AGFs egen hjemmeside.

Den endelige aftale med Andersson kommer dagen efter AGFs flotte 4-0 sejr over Vejle torsdag aften, og det er en sejr, som sportschefen vil forsøge at følge op på.

- Jeg synes, det er en spændende opgave, og jeg ser store perspektiver og et uforløst potentiale i AGF. Det er en stor klub, og det langsigtede, ambitiøse projekt, klubben har igangsat, tiltaler mig, siger Jens T. Andersson.