200 busser eller i omegnen af 10.000 fans.

Der kan blive tale om en decideret Aarhus-invasion af København, når der spilles pokalfinale den 5. maj i Parken mellem FC København og AGF.

Normalt ville fansene primært skulle benytte sig af tog, men der er opstået ét problem: togene holder stille på finaledagen og kan ikke fragte de tusindvis af fans over Storebælt.

Det er Banedanmark, der laver sporarbejde på Fyn, og det rammer således togtrafikken fra Aarhus til København. Og det går med andre ord ud over AGF-fansene, der må finde alternative måder at komme til hovedstaden på.

Nu har Århus Stiftstidende imidlertid gået ind og fundet en løsning på problemet med transport. Avisen vil i samarbejde med AGF sende op til 200 busser af sted til København, og det gøres ved at sætte kamp- og transportbilletter til salg, så fansene kan få billet til finalekampen og samtidig bliver fragtet frem og tilbage.

Interessen for finalen har været stor, efter AGF torsdag aften sikrede sig den samlede semifinalesejr over AaB i en kamp, der mest af alt vil blive husket for de dramatiske slutminutter, hvor over 100 AGF-fans invaderede græstæppet.

Hvis interessen er stor nok, forventer man at kunne sende op mod 10.000 tilskuere mod hovedstaden.

Chefredaktør for Århus Stiftstidende, Jan Schouby, fortæller til avisen, at københavnerne godt kan se frem til en århusiansk invasion.

»Der har været så meget snak om en masseudflytning fra København til Aarhus, men nu flytter vi Aarhus til København i stedet. Det bliver en kæmpe festdag, og det skal vi som lokalavis støtte op omkring,« siger han.

»Nogle ville måske spørge, om det virkelig er en lokalavis’ opgave. Men det har intet med vores journalistiske arbejde at gøre, og vi vil stadig være kærligt kritiske over for AGF. Men når AGF og byen for første gang i 20 år har muligheden for at vinde en titel, så skal de også have den bedst mulige opbakning. Det støtter vi.«

Jan Schouby nævner desuden, at prisen ikke ligger fast endnu, men den vil blive gjort så billig som muligt, da ingen skal tjene på det.

Billetterne til det, der bliver AGFs første pokalfinale i 20 år, bliver sat til salg på tirsdag.