Casper Sloth forhandler i øjeblikket med en udenlandsk klub. AGF er enige med klubben om betingelserne for en transfer.

Den 22-årige midtbanespiller har været sat i forbindelse med et skifte gennem længere tid. Først blev han rygtet til Evian, og siden har Leeds været nævnt på rygtebørsen som Casper Sloths kommende arbejdsgiver.

Nu bekræfter AGF, at et skifte kan være tæt på:

- Vi forventer, at Casper Sloth i nær fremtid bliver enig med klubben. Indtil da har AGF ikke yderligere kommentarer, siger administrerende direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Når AGF søndag møder AB, vil Casper Sloth ikke være tilgængelig for træner Morten Wieghorst, fordi han forhandler med den unavngivne klub.

Yorkshire Evening Post beretter, at Leeds og AGF er enige om en pris på godt seks millioner kroner for den 22-årige midtbanespiller.