AGF er blevet enig med 31-årige Kim Aabech om en forlængelse af samarbejdet til sommeren 2016.

Kim Aabech har været et lyspunkt på det AGF-mandskab, der kæmper en hård kamp for at hænge på i toppen af 1. division.

Offensiv-spilleren kom til AGF fra FC Nordsjælland i sommer, og parterne har nu forlænget den oprindelige aftale med et år, således at Aabech og AGF har papir på hinanden frem til udgangen af juni 2016.

- Jeg er faldet rigtig godt til i AGF. Jeg har det godt med drengene, trænerteamet har stor tiltro til mig, og jeg føler mig godt hjemme i Aarhus sammen med min familie. Jeg er kun blevet bekræftet i, at det var den rigtige beslutning, jeg traf i sommer, siger Aabech til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Og som jeg også sagde, da jeg skrev under på den første aftale, så vil jeg gerne være en del af den genopbygning, klubben er i gang med. AGF er en spændende klub, og jeg synes, vi har et rigtig godt hold og et stærkt team omkring holdet,

Aabech har fået fuld spilletid i 13 af de 14 kampe, han indtil videre har spillet.

- Kim har leveret et rigtig godt indtryk i den korte tid, han har været i AGF. Han er en dygtig spiller med en god spilforståelse og en god venstrefod. Det er imponerende, at han så hurtigt har været i stand til at gøre en afgørende forskel på holdet. Normalt behøver en ny spiller en tilvænningsperiode, men Kim har præsteret på et højt niveau fra dag ét, og han er blevet en vigtig brik på vores hold. Derfor er vi også glade for at have papirer på ham i yderligere en sæson, siger AGFs nye sportschef, Jens T. Andersson.

Størstedelen af sin karriere har Kim Aabech tilbragt i Lyngby.