Ajax-ledelsen vil have kontraktforlængelse på plads med Lasse Schöne hurtigst muligt

Danske Lasse Schöne har udviklet sig til en af den hollandske ligas mest spændende spillere. Den 28-årige offensiv-spiller har i denne sæson hævet sig op til at være blandt Ajax' største profiler, og han har scoret tre gange i ligaen og en enkelt gang i Champions League her kort inde i sæsonen.

Det har ifølge BTs oplysninger også fået Ajax på banen med et fornemt tilbud på en kontraktforlængelse. Lasse Schönes nuværende kontrakt udløber sommeren 2015, og Ajax vil lave en kontrakt frem til 2018. Det vil også øge hans værdi i tilfælde af et salg til en større europæisk klub.

Ajax vil også have det hele på plads før januar, hvor Lasse Schöne i princippet må forhandle med andre klubber med kun et halvt år til kontraktudløb på det tidspunkt.

Der var i sommerens transfervindue konkret interesse og henvendelser til Ajax på Lasse Schöne fra både Premier League- og spanske La Liga-klubber. Men Ajax krævede en høj pris, hvis de skulle slippe danskeren, fordi prioriteten var at holde på ham.

Nu vil man så til gengæld for en forlængelse gøre Lasse Schöne til en af de lønførende i truppen, efter man slap Daley Blind til Manchester United.

- Lasse har gjort det rigtig godt, og han har udviklet sig til en spiller, som kan vende en kamp og afgøre tætte kampe. Mange glemmer, at han stadig har en rigtig god alder, fordi han har været i Holland i mange år, siger Ajax-træner Frank de Boer om landsholdsspilleren.

Lasse Schöne har trukket med en mindre skade, og men han spillede alligevel 74 minutter  i tirsdagens Champions League-kamp mod APOEL. Kampen endte 1-1 hvor den tidligere AaB'er Lucas Andersen scorede Ajax' mål.

Lasse Schöne ser også endelig også ud til at have spillet sig ind i varmen på det danske landshold, hvor han længe har været overset af landstræner Morten Olsen. Schöne er med i truppen, der møder Albanien og Portugal i den kommende uge.