Arsenal har fået ny målmand i skikkelse af den mangeårige Chelsea-keeper Petr Cech. Det skriver BBC.

Den 33-årige tjekkiske målmand har spillet over 400 kampe i 11 sæsoner for de regerende engelske mestre, men i den forgangne sæson spillede han kun seks kampe, da Chelsea-manager José Mourinho foretrak belgieren Thibaut Courtois imellem stængerne.

»Livet går ikke altid, som man ønsker sig,« skriver Petr Cech i et brev til Chelseas fans.

»Sidste sommer ændrede tingene sig, og jeg forstod, at jeg var ikke længere førstevalg som målmand i Chelsea. I løbet af sæsonen blev det tydeligt, at min situation ikke blev anderledes. Og da jeg nu er på et punkt i min karriere, hvor jeg ikke ønsker at sidde på bænken, besluttede jeg mig for at søge nye udfordringer,« lyder det fra Petr Cech i brevet.

Petr Cech nåede i Chelsea at vinde ialt 13 trofæer - heraf fire engelske mesterskaber i 2005, 2006, 2010 og 2015. Desuden var han med til at sikre, at klubben for første gang nogensinde vandt Champions League-finalen i 2012.

Siden 2007 har Petr Cech spillet med en sort hjelm i kampene. Det skyldes, at han i en kamp for Chelsea blev sparket i hovedet af Readings Stephen Hunt og fik kraniebrud.

I Arsenal skal Petr Cech først og fremmest konkurrere med colombianeren David Ospina og polakken Wojciech Szczesny om målmandspladsen.

»Petr Cech er en spiller, jeg har beundret i lang tid, og det glæder mig, at han har skrevet under for os,« siger Arsenals manager, Arsène Wenger.

Kontrakten med Arsenal er fire-årig.