Robin Van Persie er blevet anfører, men han vil ikke forpligte sig til klubben med en kontraktforlængelse.

Arsenal led store tab i transfervinduet med afgange af stjerner som Nasri, Fabregas og Clichy. Men fansene kan stadig ikke sove trygt om natten, efter endnu en af holdets bærende kræfter sår tvivl om sin fremtid i klubben.

Robin Van Persie har det nemlig fint med sin nuværende kontrakt og vil ikke forpligte sig yderligere til den kriseramte London-klub.

 - Jeg har stadig næsten to år her, så for øjeblikket er det fint. Men jeg ved det ikke, vi må vente og se. Jeg er glad for min kontrakt, jeg har det godt. Det er sådan det er, jeg kan ikke sige mere. Jeg kan ikke sige, hvad der sker i fremtiden.

Van Persie har været en af de få lyspunkter i Arsenals miserable sæsonstart, og han indrømmer da også, at fokus lige nu er på spillet på banen, og ikke på kontraktforhandlinger.

- Vi snakker ikke lige nu, fordi vi har så travlt. Vi har kampe hver tredje eller fjerde dag. Jeg tror ikke det er klogt midt i sæsonen.

Arsenal ligger i skrivende stund på en skuffende 12.plads i ligaen. Van Persie har budt ind med 5 mål i 8 kampe i alle turneringer denne sæson.