Arsenals skadede chilener Alexis Sanchez inviterer på Twitter den britiske tennis-stjerne Andy Murray på besøg i hans personlige VIP-rum på Arsenals hjemmebane Emirates.

Alexis Sanchez døjer i øjeblikket med en skade, der tvinger Arsenals manager Arsene Wenger til at se uden om chileneren. Det forhindrer dog ikke Sanchez i at hygge sig på Twitter i juledagene.

Andy Murray, der slutter året på tennis verdensranglisten som nummer to, er erklæret Arsenal-fan. Det har han aldrig lagt sjul på. Tilbage i 2012 udtalte han, det ville være den største drøm at spille fodbold for netop Arsenal.

Tidligere har han også lagt et billede af sig selv ud på Twitter, hvor han er iført en Arsenal-trøje med Alexis Sanchez navn bagpå. Nu er et nyt billede af Murray iført en ny Sanchez-trøje dog dukket op. Det har fået en begejstret Alexis Sanchez til tasterne.

»Hey Andy Murray!!! Godt at se dig i min trøje!!!. Hvornår kommer du i min boks på Emirates?« skriver chileneren.

Med den åbne invitation fra en verdensstjerne til en anden, skal Murray bare have fundet en dato, hvor det passer. Det kunne allerede være på mandag, når Arsenal hjemme møder Bournemouth. Der kan han passende sidde sammen med Alexis Sanchez, der heller ikke forventes klar til den kamp, ligesom han heller ikke er med lørdag aften, når Arsenal gæster Southampton.

Her har Arsenal mulighed for at stryge til tops i Premier League med en sejr.

Og mon ikke Andy Murray er trukket i Arsenal-trøjen igen i stedet for det outfit han havde på i julen hjemme hos familien.