Arsenals forsvarsstjerne Laurent Koscielny lavede en formidabel 'rabona'-scoring (skud bag om støttebenet), til Arsenals seneste træningspas, og udfordrede samtidig verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, til at gøre det samme.

Den franske midterforsvarer var godt i gang med at kæle for de måbende fans med brillerende boldkunstneri, hvor han til sidst med støttebenet bankede bolden op i hjørnet af målet fra 25 meters afstand.

Laurent Koscielny uploadede en video med kunststykket til sin Instagram-profil onsdag, med en klar besked til Real Madrids superstjerne, Cristiano Ronaldo.

»Kan du gøre det? @Cristiano!,« skrev den 29-årige franskmand og gav depechen videre til portugiseren for at prøve noget tilsvarende.

FA-Cup-vinderne fra Arsenal skyder sæsonen i gang allerede på søndag, hvor London-klubben møder mestrene fra Chelsea i Community Shield.

Cristiano Ronaldo har derimod lidt længere tid til at øve sine boldtricks, da Real Madrid først officielt skal i aktion 23. august ude mod oprykkerne Sporting Gijon.