Det tidligere tophold Arsenal fik tirsdag aften en tiltrængt sejr i Premier League, da West Ham United blev sendt fra Emirates med et nederlag på 1-3 i London-derbyet.

Sejren var Arsenals første i en måned, efter det i de seneste fire kampe var blevet til to klare nederlag til Everton (0-3) og Chelsea (0-6) samt uafgjorte kampe mod Swansea (2-2) og Manchester City (1-1). 

Mod West Ham, der ligger komfortabelt i midten af Premier League og ikke rigtigt har det store at spille for i de resterende få kampe, tydede det ellers igen på, at man ville lide pointtab i Arsenal.

Fem minutter før pausen kom gæsterne med Winston Reid på banen i hele opgøret foran, da Matt Jarvis smed kuglen i nettet på et hovedstød. Men kort før pausen modtog Lukas Podolski bolden i feltet, vendte sig om og fyrede sit giftige venstre ben af. 1-1. Her så den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid sammen med Guy Demel ikke gode ud i opdækningen af den farlige tysker.

Også ved det næste mål måtte Winston Reid tage noget af skylden på sine skuldre. Denne gang slog Thomas Vermaelen en høj hold ind i feltet, og den kom Reid ikke op til, og så kunne Olivier Giroud skyde føringsmålet ind bag Adrián i West Ham-målet. For Winston Reid hjalp det lige lidt, at han brokkede sig over skub i ryggen fra Arsenal-målscoreren.

Derefter var der ikke så meget mere at komme efter for udeholdet, og med 12 minutter tilbage lukkede Lukas Podolski ballet med endnu et tryk fra sin venstre hammer, da han bankede bolden i nettaget. 

Med sejren rykker Arsenal op på den meget vigtige fjerdeplads, som giver Champions League-kvalifikation - et point foran Everton, som dog spiller onsdag mod Crystal Palace. 
 
Mesterskabet synes for længst passé, da Arsenal har 10 point op til Liverpool på førstepladsen med fire kampe tilbage.