Real Madrid tog lørdag aften imod bysbørnene fra Atlético, og kongeklubben løb ind i endnu et nederlag.

Selv om træner Carlo Ancelotti stillede med alle stjernerne som Cristiano Ronaldo, James Rodriguez, Gareth Bale og Karim Benzema, fik gæsterne skovlen under værterne og gik fra banen med en sejr på 2-1.

Atlético Madrid kom foran efter 10 minutters spil, da Tiago snød Benzema på et hjørnespark og headede mod forreste stolpe, og så var der allerede lagt op til en overraskelse på Bernabeu. 

Hjemmeholdet lod sig dog ikke slå ud af målet, og et kvarter senere tog Cristiano Ronaldo sagen i egen hånd og fremskaffede et straffespark. Portugiseren blev fældet af Guilherme Siqueira i feltet, og trods tvivl om straffesparket pegede dommeren på pletten. Kort efter havde Ronaldo scoret sikkert og udlignet til 1-1.

Det resultat så længe ud til at holde kampen igennem, men efter 76 minutter scorede Atlético et flot mål, da Raúl García sprang over et indlæg og gjorde chancen større for Arda Turan, og tyrkeren var sikkerheden selv på afslutningen. 

Målet blev også kampens sidste, og sejren til Atlético Madrid bringer de forsvarende mestre op på syv point, hvilket er to mindre end Barcelona på førstepladsen. 

Samtidig må Real Madrid sande, at holdet kun har tre point efter tre kampe og er inde i en mindre krise efter to nederlag i streg i La Liga. Klubben ligger midt i tabellen.