Barcelona begyndte 2015 med en masse ballade mellem træner Luis Enrique og stjernen over dem alle Lionel Messi.

Han var placeret på bænken i årets første kamp, og det resulterede i et nederlag til Real Sociedad. Men siden har al tumulten lagt sig, og Barcelona har ikke set sig tilbage.

Søndag aften kørte mandskabet en sejr på 3-2 hjem over Villarreal, og det var holdets ottende sejr i alle turneringer.

Men det var ikke uden problemer for catalanerne at hive de tre point hjem.

Villarreal spillede frisk til og gik efter sejren på Camp Nou, og det gav en underholdende kamp, at gæsterne modsat andre hold åbnede sig bagude og angreb med flere mand.

Det var da også den gule ubåd, som klubben bliver kaldt i Spanien, der bragte sig foran efter en halv times spil ved Denis Cheryshev. Russeren rettede en hel skæv afslutning af, og det snød Claudio Bravo i Barcelonas mål.

Den føring holdt frem til sidste minut af første halvleg, hvor Neymar fik sat udligningen ind efter en retur af målmand Sergio Asenjo.

Villarreal var dog ikke færdig med at vise sig frem på Barcelonas hjemmebane, og da Gerard Pique lavede en stor fejl kort inde i anden halvleg, var Giovani Dos Santos ikke sen til at gribe muligheden og løbe ned mod mål, før han lagde bolden til rette for Luciano Vietto. 1-2.

Her stoppede festen så også for Villarreal. På to minutter havde Rafinha og Lionel Messi begge scoret, og deres mål blev de sidste i kampen.

Dermed gik de tre point til Barcelona, der med sejren rykker op på 50 point, et efter Real Madrid, som har en kamp i hånden.