Den tyske landsholdsmålmand Manuel Neuer fortæller i et interview til den tyske avis Bild, at han mener, at der alt for ofte fokuseres på angriberne, når kampene fløjtes af. Ifølge Neuer er det derfor ofte angriberne, der løber med overskrifterne som dagens helte.

»Hvem stjæler typisk fokus efter en kamp? Det gør de angribere, der har scoret mål, og dermed bliver dagens helte. At lave spektakulære ting betyder dog ikke så meget for mig, så længe jeg kan spille for mit hold,« siger Neuer til Bild.

Han er selv nomineret i sammen med to angribere, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, til Ballon d'Or-titlen. En nominering som har gjort Neuer ekstra stolt - netop på grund af, at det som oftest er angriberne, der tales om.

»Som målmand er det noget helt specielt at blive nomineret til sådan en titel. Det gør mig rigtig stolt. Her kan man virkelig fornemme, hvor svært det er for en keeper,« lyder det fra Neuer, der kan blive den første målmand siden 1963 til at vinde Ballon d'Or-titlen.

Dengang vandt den russiske målmand Lev Yashin, og han er den eneste keeper nogensinde, der har fået hæderen.